'Alt hvad hun ville var at danse', synger TV2. Alt hvad jeg ville var at få en stærk dokumentation for nytteværdien af at etablere en tidlig vejledning. Repræsentanter for skolevejledningen brød sig ikke om min interesse, samtalen mellem parterne blev også lidt spredt, fordi den politiske beslutningsproces var særdeles tøvende, og oplysninger derfor hurtigt forældedes. Det, der var rigtigt den ene uge, var forkert den næste uge. Nøglen til hele herligheden sidder hos undervisningsministeren. Og så er der for resten ingen grund til at tænke i personlige metaforer om hinanden, blot fordi det politiske liv ikke giver et nøjagtigt grundlag at diskutere på.

Nu ved vi til gengæld, at ministeren vil have sin uddannelsesbog i 6. klasse, at en række spørgsmål i denne skal danne udgangspunkt for en samtale mellem skolevejlederen, elev og forældre. Valgfag og tilbudsfag og spørgsmålet om tysk i 7. klasse skal diskuteres i 6. klasse. Vejledningen fortsætter i 7. klasse. Og i 8.-9. klasse bliver der tilbudt et par samtaler. Så er vejledningen sat på skinner af ministeren, og herefter vil ethvert barn i Danmark kunne vælge en ungdomsuddannelse, der lige er skræddersyet til den enkelte.

Sådan ser virkeligheden ud for den ansvarlige minister. Men passer det nu også med den virkelighed, som vejledningen er en del af? Tilsyneladende forhindrer såkaldte planlægningsmæssige hensyn kommunerne i at opfylde kravet om påbegyndt uddannelsesbog fra 1. august, det meddeler Folkeskolen i nummer 27-28, med Morgenavisen Jyllands-Posten som kilde. Vil man i nogle kommuner forsinke den udvidede vejledning af tekniske grunde, eller dækker forsinkelse over en skeptisk holdning til den udvidede vejledning?

Det er mildt underdrevet at sige, at forbrugt tid i folkeskolen har at gøre med en række aktiviteter, der ikke direkte træner basisviden. En sådan bekymring bliver ofte karakteriseret som bagstræberisk, derfor tør få udtrykke den, men kvinde og kvinde imellem luftes ofte en daglig irritation på lærerværelset i anledning af et tidsforbrug, der spolerer eller afbryder planlagt indhold. Og når nu skolevejlederne med nyordningen ikke kan love særlige forbedringer i forhold til resultatet af vejledningen, var det måske en god idé at fortælle ministeren, at den politiske virkelighed er ude af trit med de faktiske forhold og deres muligheder for at realiseres.

Restgruppen er et politisk ansvar, og en bedre udnyttelse af denne store gruppes kunnen er selvfølgelig i samfundets interesse. Jeg tror ikke, at tidligere vejledningsindsats er løsningen, og jeg fornemmer, at projekt restgruppe er meget mere komplekst og kræver langt mere samfundsindsats end barfodslægeløsningen på vejlederområdet iscenesat af et politisk liv, der tror, at man med et psykologisk/pædagogisk snuptag udjævner uddannelsesforskelle. Så let er det ikke!

Torben Thomsen

Aars