Vi er bekendt med og påskønner, at DLF har udsendt pjecen 'Når forældre klager' og hermed har givet os anvisninger på, hvordan vi skal forholde os, når forældre klager over forhold i skolen.

Pjecen kom på et meget aktuelt tidspunkt, idet, så vidt vi kan se og høre fra kolleger rundt omkring, antallet af klager er stærkt stigende og årsag til stort forbrug af tid og energi rundt omkring på skolerne. Tidsforbruget er dog den absolut mindste gene ved klagerne. Frustrationer, afmagt og utryghed ved den daglige, almindelige kontakt med børn og forældre giver mange steder et belastet psykisk arbejdsmiljø med store omkostninger med hensyn til livskvaliteten for den enkelte til følge: Det er ikke, fordi vi har noget imod, at forældre henvender sig vedrørende undervisningen. De må også gerne være kritiske. Det er dejligt med engagerede forældre, som aktivt blander sig på konstruktiv vis i livet i skolen.

Vi kunne dog godt tænke os, at der var en større forståelse for, at man søger at løse problemer der, hvor det er lettest, nemlig så tæt på de involverede som muligt.

Vi oplever nemlig meget ofte - og meget hyppigere end tidligere - at førstegangskontakten vedrørende et problem består i en skriftlig klage, som rundsendes til alle tænkelige og utænkelige parter: skoleleder, skolebestyrelse, forvaltningschef, borgmester og i specielle tilfælde sågar politiet - vel at mærke uden forudgående kontakt til den involverede lærer.

I sådanne tilfælde mister man totalt tilliden til, at der kan komme et fornuftigt forældresamarbejde i stand igen.

Det er ikke kun den enkelte involverede lærer, der her bliver berørt. Det er hele lærerkollegiet, der i lange tider efter bliver påvirket.

På vores skole har vi for ikke så længe siden haft en sag, som ligner det, som er beskrevet ovenfor. Som tidligere nævnt ved vi, at den ikke er enestående.

Vores spørgsmål til hovedstyrelsen og til kolleger ud over det ganske land lyder derfor:

- Hvad kan vi i fællesskab gøre for at forebygge, at disse voldsomme klageforløb opstår?

- Hvordan får vi forældre til at forstå, at der er to sider af en sag, og at en kontakt til læreren i de fleste tilfælde vil kunne løse situationen?

- Når skaden alligevel er sket, og lærerkollegiet oplever total afmagt og utryghed i forhold til, hvordan man omgås elever i almindelighed og den pågældende elev i særdeleshed - hvad gør vi så?

- Hvad gør den pågældende lærer, som (uretmæssigt) føler sig 'hængt ud' i lokalsamfundet?

- Hvordan kan vi bevare vores professionalisme, når vi så ofte oplever, at de faktiske forhold skævvrides fra forældreside?

- Findes der et forsvar mod gadens parlament?

- Er tiden til, at DLF skal have et 'udrykningskorps', som kan komme ud på skolerne og bistå med løsningen af disse vanskelige sager - kan komme med den uvildighed, der er brug for?

Vi vil meget gerne have reaktioner på vores henvendelse. Er der nogle, som har erfaringer, de vil dele med os, gode råd eller forslag til fremgangsmåder i denne forbindelse, er de meget velkomne.

Torben Johannesen

for lærerne på Kirke Såby Skole

Svar

Jeres henvendelse har jævnfør foreningens brev af 15. maj 2000 været drøftet og behandlet på hovedstyrelsesmødet den 13.-14. juni 2000.

Tak for jeres ros til pjecen 'Når forældre klager'.

Danmarks Lærerforening er meget opmærksom på den svære situation, en skole og hermed lærerne kommer i, når forældrene klager på en ikke hensigtsmæssig måde. Vi er også opmærksomme på, at de metoder, nogle forældre bruger, når de ønsker at klage, har ændret karakter.

Blandt andet af den grund følger vi udviklingen nøje og er ligesom I optaget af, hvordan vi kan forebygge klager og sikre en fornuftig dialog skole/forældre imellem.

Med hensyn til gode råd og fremgangsmåder vil vi foreslå, at foreningen kommer til et møde på Kirke Såby Skole. I den anledning vil formanden for organisationsudvalget Karsten Holst Nielsen snarest tage kontakt med tillidsrepræsentanten på skolen.

Indholdet i mødet kunne være at drøfte de af jer rejste problemstillinger samt dele vores og jeres erfaringer til brug for det videre forebyggende arbejde.

Laurits Lynge/Laila Jensen

DLF's organisationskontor