I Folkeskolen nummer 25-26 berørte Ole Zoltan Göller et væsentligt problem i læreruddannelsen: eksamensstresset forringer studiemiljøet. Eksamen eller årskarakter - synspunktet er først interessant, når man medtænker den øvrige forringelse af uddannelsen. Den betyder manglende tid til undervisning og formidlingsprocesser i fire linjefag med nedprioritering af de pædagogiske fag.

Jeg vil ikke skyde skylden på seminarierne eller ministeriet uden først at lede efter medvirkende årsager til forringelsen i det studiemiljø, Göller så rigtigt beskriver. Selv om også han kalder hold for klasser og undervisning for timer. Gængs sprogbrug, som fastholder læreruddannelsens persongalleri i et selvforståelsesproblem - en elevgørelse ulig faglærerne i ansvar. Uligheden synliggøres som forskelle i komfortniveau og faglærerpersonalegoder, koder, som blindt accepteres af begge parter, hvor graden af access signalerer, hvem der må, kan og skal hvad.

Ligesom i folkeskolen.

Accepten hæmmer ansvarsfølelsen for, at alle arbejder på et humanistisk center. Og oplevelsen af læreruddannelsens personlighedsudvikling og professionalisering styrkes ikke ligefrem af spørgsmål om, hvilke lektier der skal læses, eller smørrede eksamensgrin.

Ligesom i gymnasiet.

Det kræver mere modenhed at gennemføre læreruddannelsen end den, et HF- eller studentereksamensbevis giver udtryk for. Nogle livtag med samfundet udvider horisonten, og det burde ikke uden videre være muligt at få læringsansvaret for morgendagens børn ved selv kun at have gået i skole. Derimod burde supplerende optagelseskrav (samt jobrotation mellem seminarie- og folkeskolelærere) kunne gøre praksischokket mindre, end tilfældet er.

Læreruddannelsen er videregående, så hvorfor ikke bare bestå eller dumpe? Vigtigst er, at hvert års resultater ledsages af dialog, som giver anvendelige fingerpeg om, hvorvidt der arbejdes hen imod det, der med tiden danner en lærerperson. Her flygter nogle faglærere fra rollen som sparringspartnere, idet de studerende, der mest har brug for fremadrettet vejledning, ikke opsøger den af angst for, hvilken selverkendelse samtalerne måtte medføre.

Taler man om evaluering, et ord, Göller fejlagtigt sidestiller med eksamen, foreslår han 'bedømmelse som karakter baseret på gennemsnittet af opgaveafleveringer, fremlæggelser, studieaktivitet og engagement. Det vil give folkeskolerne bedre vilkår for at vælge netop den lærer, som passer på deres ønske'. Karakterer og studerendes trang til at blive bedømt er med til at fastholde folkeskolens lærer-elev-forhold, og Göllers effektiviseringsforslag afhjælper ikke det førnævnte selvforståelsesproblem. For det er stadig faglærere, der bedømmer mandatløse studerende, og det gør ikke studiemiljøet bedre end med den nuværende eksamensform.

Nok siger pæne fagkarakterer noget om ansøgeren, men det er den menneskelige karakter, der afslører, hvem der besidder pædagogiske, didaktiske og værdifulde kompetencer.

Lars Malmstrøm

årgang 98

studerende på

Københavns Dag- og Aftenseminarium

Forkortet af redaktionen