Historien om elevplanloven handler ret beset om mangel på rettidig omhu. Den begynder med den hovedløse vedtagelse i 1993 af folkeskolelovens paragraf 18, stykke 4, der forpligter lærer og elev på alle klassetrin og i alle fag til at samarbejde løbende om fastlæggelse og evaluering af de mål, der søges opfyldt. Allerede dengang var vi nogle få, der gjorde opmærksom på, at dette alene af økonomiske grunde ingen gang havde på jorden, men protesterne druknede totalt i den rus over »alle tiders smukkeste folkeskolelov«, der i de dage havde bemægtiget sig såvel DLF som hele det pædagogiske parnas.

I 13 år lod man denne paragraf stå uantastet, vel vidende at ingen levende sjæl ude i klasserne tog den for pålydende. Men i 2006 blev den skrivebordsgeneralernes springbræt for elevplansprojektet. Der er intet nyt i det her, hed det fra politikerne. Lærerne skal bare gøre, som de hele tiden har skullet, plus lidt renskrivning. Voila! Her står vi så i dag, til grin - fordi vi troede, at vi havde håndslag på det store hykleri omkring paragraf 18, stykke 4.

Det er imidlertid et accepteret retsprincip, at forståelsen af en lov udtrykkes i dens hævdvundne udmøntning. Hvis den tolkning af paragraf 18, stykke 4, som politikerne påberåber sig, virkelig skal gøres gældende, er der ikke en eneste skole i kongeriget, der nogensinde har overholdt denne lov. Deres tolkning er hentet ud af det blå, og det skal de tvinges til at vedgå.