Den nye læreruddannelse trådte i kraft i august 2007. Loven indeholder en styrkelse af de lærerstuderendes praktik i folkeskolen.

De lærerstuderende skal fremover have en skriftlig udtalelse efter hvert af de fire praktikforløb, og de skal inddrages i andre læreropgaver end undervisning. Det ses gerne, at der etableres en mentorordning, og der peges på en opprioritering af samarbejdet mellem praktikskolens lærere og ledelse og seminariets lærere og studerende.

En positiv intensivering af praktikken, som virkeligheden desværre har svært ved at leve op til. De gode intentioner får skær af politisk festtale på glittet papir.

På Praktiklærerforeningens årsmøde 16. november satte formanden Elsebeth Treschow følgende ord på situationen:

»Praktiklærerforeningen er oprigtigt bekymret på de lærerstuderendes vegne og ikke mindre på vegne af folkeskolens fremtid«.

Under mødet vrimlede det med eksempler på, at der er alenlang vej fra lovens ord til de praktikvilkår, de lærerstuderende møder.

Uanset om politikerne kan lide det eller ej, så er årsagen også her manglen på resurser kombineret med et snørklet bureaukrati. Seminariernes drift finansieres via taxameterbetaling, der udløser penge per studerende efter et sindrigt kontrolsystem. I den aktuelle situation er seminariernes økonomi elendig. De har ikke råd til at betale kommunerne for den praktik, loven beskriver, og de tvinges til at skære ned på de studerendes undervisning. I kommunerne, der har uddelegeret økonomien til skolerne, sidder man heller ikke på guldet, og ingen ser det ikke som skolens opgave at punge ud til praktikken. Det betyder, at mange praktiklærere ikke får en praktiklæreruddannelse, og at der sjældent afsættes tid til, at praktiklærerne kan samarbejde om praktikkens indhold og afvikling.

Situationen er kritisk. Hvis systemet ikke formår at sikre kommende lærere praktikperioder, der giver dem lyst til og mod på at gøre lærerstudiet færdigt, ser det sort ud for folkeskolens fremtid.

Faldet i antallet af lærerstuderende vokser fra år til år. Kun et seminarium kan melde udsolgt. Til sammenligning kan nævnes Finland, hvor kun ti procent af ansøgerne til lærerstudiet bliver optaget.

Det er på høje tid, at det går op for vores politikere, at de er godt i gang med at ødelægge læreruddannelsen, og at det er svært at opfatte deres snak om uddannelse på verdensplan som andet end tom bragesnak.

Skal der ordentlige praktikvilkår, der tager højde for, at de nye krav sikres, er en central praktikaftale ved Overenskomst 08 løsningen. Indtil da er det de lærerstuderende, der betaler prisen.