Det var både interessant og beskæmmende at læse de uddannelsespolitiske ordføreres svar på Folkeskolens spørgsmål »Hvad skal der ske med elevplaner?« i nummer 29.

Mest imødekommende af de ordførere, der vil bevare elevplanerne, var De Konservatives Jens Jørgen Ny­gaard. Som tidligere folkeskolelærer har han et bedre udgangspunkt end uddannelsesudvalgets øvrige medlemmer for at se elevplansbekendtgørelsens vanvid.

Jeg er dog nødt til at korrigere Jens Jørgen Nygaards opfattelse af, »at elevplanerne er ved at finde det niveau, som de var tiltænkt«. Jeg går ud fra, at han med denne formulering mener et fornuftigt niveau, som alle kan leve med. Udgangspunktet for betragtningen er imidlertid forkert.

Der hersker nemlig ingen tvivl om det niveau, elevplanerne oprindeligt var tiltænkt. Det fremgår klart af bekendtgørelsen:

Der skal udarbejdes elevplaner for alle elever i alle fag mindst én gang om året, de skal være baseret på en løbende, skriftlig evaluering i henhold til trinmål, og de skal give en omfattende beskrivelse af undervisningens faglige, sociale og personlige aspekter.

Jeg er enig med Jens Jørgen Nygaard i, at dette niveau ikke er fornuftigt. Det er bare ikke et spørgsmål om fornuft, men om jura.

Når bekendtgørelsen fastsætter det kvantitative og kvalitative niveau for elevplansarbejdet, diskvalificeres alle niveauer, der er lavere. Lov er lov, og lov skal holdes.

Hvis jeg normalt kører 160 på motorvejen, accepterer politiet heller ikke 140 som et fornuftigt niveau, hvor loven siger 110. 140 er bedre end 160, men lovovertrædelsen er klar, og bøden falder prompte.

Et fornuftigt niveau for elevplansarbejdet kan kun sikres på én måde, og det er ved at lave en fornuftig bekendtgørelse.