Kuet og miskendt under det kafkaske pseudonym A dukker han op som en skygge fra fortiden i Niels Kjeldsens beskrivelse i Bagsmækken i Folkeskolen nummer 28. Læreren, der vover sin agtelse for at hævde det, der engang var hele professionens dyd. A, der elsker og dyrker sit faglige stofområde og tilstræber en aldrig afsluttet finpudsning af sin færdighed til videreformidling af sit stof helt afstemt med sin egen personlige særart. A, der som følge deraf aldrig vil kunne trives i de mellemproportionale lærerteam, hvor han må give køb på meget af sig selv for at kunne falde ind i teambeslutninger og teammål, som han ikke føler sig part i. A, der må gå ud i klassen og undervise i overensstemmelse med teambeslutninger i stedet for at kunne undervise i overensstemmelse med, hvad der er i resonans med hans egen personlighed. I dag er A gjort til et problem. Før kunne kun han kvalificere sin egen undervisning og hente fornødne råd hos kolleger. I dag kan kun teamet kvalificere. Teamet har aldeles berøvet ham hans lærerprofessionalisme. Han er og skal være i lommen på teamet. Og teamet har ret til at føle sig krænket, hvis A tillader sig at lade sin egen dygtighed overvægte det i teamet besluttede kvalitative. A's professionelle sjæl bør i dag helt og holdent bero i teamet. Og det er ikke blot kollegial afstandtagen, A udsætter sig for. Han er oppe mod det almægtige system: arbejdstidsaftalen. Hele den udflydende kollektivitet omringer og fordømmer ham. A er en eminent lærer, men han svigter den kollektive sjæl. Den eminente underviser er altså en dårlig lærer. For A forstår ikke, at det, der foregår mellem teammedlemmerne på teammøderne, er mere kvalificeret end det, som han selv udtænker. A må snarest afprofessionaliseres og rettes ind med en kammeratlig dialogs klare sprog. Ellers ...