Debat
Den gode og inkluderende skole
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
De af os, der enten har været eller stadig er lærere i folkeskolen, kender både til de positive og til de knap så fantastiske sider af bevægelsen mod øget inklusion. Derfor er Jesper Sørensens kritiske spørgsmål i Folkeskolen nummer 29 relevante og fortjener en kommentar.
Ifølge mine iagttagelser findes det bedste argument for inklusion i et særligt kendetegn, der går igen og igen hos skoler med inklusionssucces: De er gode skoler på alle områder, ikke kun på det inkluderende område.
Når man ikke ekskluderer per automatik, men i stedet forholder sig undersøgende og åbent til mulighederne for inklusion, ja så »tvinges« praksis ind i en tilstand af dynamisk udvikling. Det betyder, at man konstant forholder sig refleksivt til det, man gør: Virker det, eller burde man gøre noget andet, og i givet fald hvad?
Inkluderende skoler bliver således lærende og højt ydende organisationer, der stiller store krav til organisering, efteruddannelse, ledelse og resursetildeling. Og i Danmark er vi ikke helt fremme ved målstregen endnu.
Konsekvensen er, at der i disse dage sendes et stort antal elever ind i et folkeskolesystem, der endnu ikke er gearet til opgaven. Resultatet bliver en »rummelig praksis«, hvor eleverne er på tålt ophold i en kontekst, der endnu er ved at oparbejde kompetencen til at håndtere opgaven.
Hertil må vi huske på, at inklusionsmulighederne har grænser. I en velfungerende og anerkendende inklusionspraksis findes disse grænser dog i arbejdsprocessen og ikke (som nogle ganske fejlagtigt forestiller sig) i statiske diagnoser.