Debat
Kom nu, DLF – lærerne skal sætte dagsordenen
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det er en udfordring for DLF at få generobret dagsordenen for folkeskolen, uanset hvordan folketingsvalget faldt ud, mens dette blad blev skrevet og trykt. Den kommende hovedstyrelse i DLF skal være gearet til den opgave.
Hvem vil have mere faglighed i skolen?
Det må aldrig igen blive undervisningsministeren, som har patent på at ønske mere faglighed. Det er enhver lærers ambition at udvikle så fagligt stærke unge mennesker som muligt. Spin af orwellske dimensioner har fået kørt diskussionen om faglighed af sporet, så det handler om paratviden. Det spin skal undergraves og afsløres.
Hvordan skal lærere ledes?
DLF kræver mere ledelse - og KL gør det samme. Vi mener bare noget forskelligt. Vores krav til ledelsesform skal være tydeligere, og læreres erfaringer som ledere af undervisning og læreprocesser skal inddrages, når der diskuteres ledelsesmodeller. Vi vil have ledelse, der passer til et kreativt undervisningsmiljø - og som har et demokratisk fundament. Skolen som institution er demokratisk. Det er i sig selv i modstrid med topstyret ledelse.
Hvilken vej for den offentlige sektor?
DLF skal ikke acceptere, at samfundet fortsætter ud af den vej, der hedder udnyttelse af sidste blodsdråbe hos enhver offentligt ansat. Sygestatistikkerne taler deres eget sprog. DLF skal være partipolitisk uafhængig, men aldrig politisk ligeglad. Styringsmekanismer fra private produktionsvirksomheder passer rigtig dårligt på arbejdet i skolen. Skolen er ikke en pølsefabrik.
DLF er en stor, flot og stærk forening. Lærerne forventer, at vi bruger kræfterne.
Kom nu, DLF.