Med kommunalreformen sikrede regeringen sig en fremtid med markeds­orienteret specialundervisning. Detvil giver store udfordringer for skolerne.

Kommunerne skal nu samarbejde på et område, hvor de ikke kan blive enige.

Nogle kommuner vil sælge specialundervisning dyrt, og andre vil købe billigt.

Nogle kommuner vil inkludere hele specialundervisningen i normalskolen, og andre vil bevare specialiseringsgraden.

Nogle kommuner vil sikre sammenhæng mellem det, de siger, og det, de gør. Andre konstaterer kynisk, at der tales forskelligt sprog mellem både kommunalcheferne og specialundervisningen, uden at gøre noget ved problemet.

Nogle kommuners samarbejde fungerer ikke, fordi der grundlæggende er uenighed om mål og midler for specialundervisningen.

Ledere i specialundervisningen kæmper en urimelig kamp for at blive hørt i kommunerne, imens dele af området skrider.

Nogle kommuner ved ikke, hvad de vil.

Trommerne buldrer for privatisering af specialskolerne. Denne løsning er direkte afledt og tilrettelagt af kommunalreformen.

Alternativt skal der sættes ind for at kvalificere kommunerne til opgaven, så skolerne ikke løber skrigende væk i privatisering.

Fælleskommunale løsninger kan kvalificere det morads, vi ser i dag, og nogle interessekonflikter mellem køber- og sælgerkommuner vil blive minimeret til elevernes gavn. Befolkningsgrundlaget vil være mere til stede for den nødvendige specialisering. Inklusion skal sideløbende være en opkvalificerende investering i specialpædagogiske kompetencer hos lærerne.

Hovedstyrelsen har ikke været offensiv nok de sidste fire år. Derfor skal specialundervisningen repræsenteres i hovedstyrelsen.