Debat

Hvorfor skal vi starte en sådan uskik?

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvordan kan Anders Bondo Christensen tillade sig at tage fem millioner af medlemmernes penge og give dem til vores arbejdsgivere?

Mig bekendt har denne udskrivning til »Vi læser for livet« ikke været drøftet i kredsene, og i hvert fald har vi, medlemmerne, ikke været inddraget i beslutningsprocessen.

Hvilke andre forbund har nogen sinde foræret deres arbejdsgivere penge? Hvorfor skal vi starte en sådan uskik?

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Forleden skrev jeg til Anders Bondo, at disse penge kunne vi have brugt til at nedlægge arbejdet, men det ville kun have givet 20 minutters arbejdsnedlæggelse, modargumenterer Anders Bondo og tilføjer, at det desuden ville have givet en bod på 25 millioner kroner.

Dertil har jeg blot at sige, at det ville være at foretrække, også selvom vi ville have fået en bod. Tænk hvilken opmærksomhed en halv times arbejdsnedlæggelse ville give os i pressen. Vi har mange problemer/temaer, som vi kunne drøfte under en arbejdsnedlæggelse. Mon ikke det ville være millionerne værd?

Svar

Det er ikke nyt, at DLF yder en indsats for at udvikle folkeskolen. Det bruger vi løbende såvel økonomiske som mandskabsmæssige resurser på. Vi har brugt resurser på »Fremtidens folkeskole«, udvikling af kvalitetssystem, internationale konferencer, rapporten »Gør en god skole bedre« og så videre. Vores mål er at sikre eleverne den bedst mulige undervisning ved at få fokus på lærernes muligheder for at gennemføre god undervisning. Det er helt i overensstemmelse med foreningens formål, der som bekendt lyder:

»Danmarks Lærerforening er en partipolitisk uafhængig organisation. Foreningens formål er at varetage medlemmernes pædagogiske, faglige, økonomiske og tjenstlige interesser, at styrke sammenholdet og at virke for udvikling af folkeskolen og de øvrige områder, medlemmerne beskæftiges ved«.

Naturligvis er det helt ekstraordinært, at vi afsætter hele fem millioner kroner til projektet »Vi læser for livet«, men situationen er også helt ekstraordinær. Forud for valget ønsker vi at vise alle partier, at folkeskolen ikke styrkes gennem en haglbyge af lov- og strukturændringer, men ved at rette fokus på lærernes muligheder for at gennemføre god undervisning.

Kan vi med vores projekt være katalysator for, at vi for alvor får knækket kurven i forhold til antallet af elever, der forlader skolen med for dårlige læsekompetencer, har vi vist, at det ikke er en lovændring hver tredje måned, vi har brug for. Det vil være til stor gavn for eleverne og folkeskolen, men også for lærere og ledere.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF