En nylig rapport fra UCC dokumenterer, hvad der er blevet udtrykt gennem mere end ti år. Lærerne skal tilføres viden om specialpædagogik, såfremt inklusion i folkeskolen skal lykkes. Der arbejdes med denne videndeling mange steder, men resulterer det i bedre specialpædagogisk håndværk? Bliver resultatet tilfældige pædagogiske værktøjer, børnene udsættes for i inklusionens navn, afhængig af metoderne som strateger i skoleforvaltningen tror vil øge inklusionen?

I mange kommuner helliger man sig specifikke metoder inden for den specialpædagogiske palet - for eksempel klasseledelse, sociale historier, cooperative learning, Teacch eller NLP. Det resulterer ofte i, at tilfældige metoder bliver svaret på elevernes individuelle behov. Metoder, man i mangel af større bredde er nødtvunget til at benytte, ekskluderer ofte elever. Lærere i normalskolen kan ikke inkludere den bredde af vanskeligheder, børn med særlige behov bærer på.

Retningen for udviklingen er industrialisering af specialundervisningen. Relativt få redskaber skal løse mangfoldigheden af vanskeligheder hos børnene, og strategerne ved godt, at det ofte går galt. Det kalkuleres der med.

Så man i stedet på inklusion som et håndværk, ville lærerne have en værktøjskasse med mange metoder, som de kan vælge imellem. De kunne tage udgangspunkt i barnets individuelle behov for udvikling og undervisning i modsætning til den »industrialiserede lærer«. Håndværkerens faglige stolthed vil komme tilbage til lærerværelset til glæde for kvaliteten og børnene.

Lærernes begrænsede specialpædagogiske uddannelse og erfaring begrænser naturligvis kvaliteten i deres arbejde med det enkelte barn og dets særlige behov.