Akutklasser er et godt bud på, hvordan skolen kan sikre klassens arbejdsro uden brug af straf. De må ikke have karakter af disciplinær foranstaltning, der ødelægger de menneskelige relationer, som vi ved er afgørende for den gode, effektive skole. Det drejer sig om en specialpædagogisk indsats af kategorien »inkluderende støtteforanstaltninger«.

At tale om inklusion her kan måske umiddelbart lyde underligt, al den stund der er tale om en fysisk adskillelse fra klassen. Men formålet med den midlertidige adskillelse er den vellykkede tilbagevenden til den intakte klasse hurtigst muligt. Alternativet er at tillade fællesskabet at gå i opløsning. Sker det, kan man glemme alt om inklusion. Det giver ingen mening at tale om inklusion i et fællesskab, der er brudt sammen. Så er alle ensomme, til trods for at de befinder sig i det samme fysiske rum. Så hersker den stærkes ret. Så er enhver sin egen lykkes smed, og så tager Fanden den sidste. Det igangværende, dybdeborende forskningsprojekt om mobning, EXBUS, peger netop på, at den sociale angst, der griber børnene, når fællesskabet afløses af jungleloven, er det brændstof, der nærer mobningen. Det er angsten for selv at blive offer, der får børn til at tage bødlens parti. Megen mobning i folkeskolens klasser vokser ud af det kaos, der vokser ud af uro. Derfor skal læreren kunne standse en elev på vej ud ad tangenten, inden han eller hun når det punkt, hvor hans eller hendes handlinger får fællesskabet til at kollapse.

De forsvindende få elever, vi her taler om, er i krise. De har ikke brug for at være negativt midtpunkt i en kaotisk klasse. Heller ikke for at blive overfuset af en magtesløs lærer oppe i det røde felt. For at stå alene ude på gangen, blive sendt på kontoret til skideballe eller få en klage med hjem. De har brug for opmærksomhed, hjælp og omsorg fra en myndig voksen, der har tid og overskud til at samle dem op og tage den dybe og rolige samtale, som er umulig i klassen.