Debat

360-graders-eftersyn og klimaet

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Baggrunden for liv, arbejde og politik i det 21. århun­drede bliver biofysisk i form af ustabilt klima, mindre energi, svindende vand- og muldresurser og en meget stor befolkning. Udfordringen kan ikke mødes med småjusteringer, men kræver dybtgående ændringer i industri- og landbrugsproduktion, infrastruktur, forbrug og adfærd. Dette bliver mere og mere klart, som tallene om klima, artsudryddelse og peak-oil tikker ind. Det er ikke alene miljøhippier, der udtaler sig, men topvidenskabsmænd og -kvinder.

Det er efter min mening en af skolens opgaver at give fremtidens borgere hjælp til erkendelse af udfordringerne og tid til forståelse af de nødvendige ændringer. Ændringer, som de skal gennemføre som voksne, professionelle, privatpersoner og politiske væsener. Bliver udfordringen ikke mødt inden for de kommende årtier, kommer det efter alt at dømme til at koste menneskeliv og velfærd.

Selv om viden er videnskabeligt dokumenteret, er der lav erkendelse af det. Det skyldes blandt andet, at det går stik imod den »sunde fornuft«, vi har opbygget i det forgangne århundrede, som havde helt anderledes biofysiske betingelser. Det betyder, at skolen i mangt og meget uddanner borgere, som er gode inden for kultur, kommunikation, konkurrence og computere, men svagt rustet til forståelse af biofysiske systemers dynamikker. Altså grenen, vi sidder på.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Det er tvingende nødvendigt, at børn får adgang til viden om omfanget af udfordringen og samtidig adgang til teknologier, færdigheder, værdier og drivkræfter, som kan hjælpe dem med at møde udfordringerne. Alt andet er uetisk.

Selvfølgelig burde vi have en større debat om dannelse og revision af læseplaner nu, men det er nok ikke det, statsministerens 360-graders-evaluering af folkeskolen kommer til at handle om. En egentlig biofysisk baseret og fremtidsorienteret revision vil utvivlsomt komme. Men det vil tage lang tid blandt andet på grund af det åndelige efterslæb, og tid er desværre noget af det, vi ikke har, fordi den biofysiske udfordring vokser.

Umiddelbart kan jeg ikke se, der er andre til at løfte opgaven med at kvalificere næste generation end lærerne. Desværre er mange af os selv ud af det forrige århundredes tankegang, og ligeså er vores undervisningsmaterialer. Det er ikke nok at tilføje et modul om »verdens ulykker og hvad vi skal gøre ved dem« eller »grundkursus i økologi«. Jeg tror, der skal nytænkes i historie, geografi, biologi, filosofi, systemforståelse og så videre. Der skal udvikles materialer, metoder og pædagogik.

For et debatoplæg om et nyt dannelsesideal »Glokalborgeren« se www.educationforasmallplanet.dk

Forkortet af redaktionen