Skattekommissionen afleverede i denne uge forslag til en skattereform. Og det videre forløb er nu op til regeringen og partierne, som har udtrykt ønske om at sænke indkomstskatten ved at reducere mellem- og topskat. Argumenterne er mange. For eksempel at et samfund med et højt velfærdsniveau kun kan fastholdes, hvis provenuet i højere grad hentes via skat på områder, der ikke - som lønarbejde - kan flytte fra det ene land til det andet. Og det er da en debat værd.

Et andet argument er, at hvis indkomstskatten sænkes, vil de fleste af os vælge at arbejde flere timer. Dermed kommer der mere ind i skat - og hokus-pokus: skattelettelsen er selvfinansierende. Det kaldes »dynamiske effekter«.

Men den sammenhæng er på ingen måde dokumenteret. Den reelle effekt kan først konstateres, når reformen er gennemført. Kendsgerningen er, at hvis indkomstskatten sænkes, så skal pengene findes et andet sted - det vil sige nedskæringer på skoler, sygehuse, børnehaver og ældreomsorg - eller omlægning af skatten til andre områder.

En skattereform, som betyder færre skatteindtægter og en forringet offentlig service, må vi afvise. Tværtimod er der behov for en begyndende genopretning, efter at de seneste års skattelettelser har lettet de offentlige kasser for omkring 40 milliarder kroner.

Det betyder, at der må fokuseres på, hvilke andre muligheder der er for at sikre de fornødne skatteindtægter. Eksempelvis ved at afskaffe frynsegoder i form af fri bil, pc-ordninger, sundhedsforsikringer, medarbejderaktier med videre, der har medført, at skatteprovenuet reduceres - og at alle andre skatteydere betaler. Professor Bent Greve har beregnet, at hvis alle frynsegoder afskaffes, vil det kunne finansiere, at 40 procent færre skal betale mellem- eller topskat.

Andre muligheder vil være en øget indsats mod skatteunddragelser gennem øget kontrol og strengere straffe, progressive miljøafgifter eller formindskelse af skattefordelene ved ejerboliger. I den sammenhæng vil det være helt afgørende at finde frem til en afbalanceret model, der skaber større lighed og ikke forringer vilkårene for socialt udsatte grupper.

Danmark er et af verdens rigeste og mest velfungerende lande, fordi vi har forstået at udnytte de dynamiske effekter af offentlige udgifter til uddannelse, infrastruktur, sundhed, børnepasning og arbejdsmarkedspolitik. Vores velfærdssamfund kan kun sikres via et skattegrundlag, som giver mulighed for at bevare denne dynamik ...