Integration af borgere fra ikke-danske kulturer er en vanskelig og langvarig proces. Eller rettere: Det er vanskelige og langvarige processer - i flertal. For integration er mange ting på én gang. Og processerne trækker ikke i en bestemt retning.

Integration handler om forskellighed og ukendskab. Om vaner, holdninger og tro, som ikke nødvendigvis arbejder i samme retning. Om modsætninger, som langtfra altid kan forenes i et lykkeligt - eller lunkent - gennemsnit.

Integration handler om vilje til at lytte til hinanden. Vilje til at mødes om og i det gode kompromis, hvor det er muligt. Om vilje til at opgive gamle bastioner, hvor det er det, der kræves for at komme videre. Og stå fast på det fundamentale og principielle, hvor det er nødvendigt.

Så selvfølgelig tager integration tid. Og det er forbandet besværligt. Der findes ingen nemme genveje - kun det lange, seje træk!

Her stopper lederskribentens generaliseringer - i denne omgang. Inde i bladet præsenterer vi nemlig the real beef - med masser af vitaminer fra virkeligheden.

Side 6-8 kan du læse en beretning om vold i indvandrerhjem. Men på trods af emnet er det en oplivende beretning! Om hvordan klasselæreren først bliver chokeret over det, eleverne fortæller hende. I breve og tegninger har hun nemlig fået at vide, at mange af børnene bliver slået af forældrene. Men i stedet for at bruge sin nyerhvervede viden til at anmelde forældrene for vold enes hun med skolelederen om at komme forældrene i møde - med sin professionalitet så at sige. Hun og kollegerne indkalder til møde og fortæller forældrene, at der er mødepligt. På mødet får forældrene at vide, hvad lovgivningen siger om vold, og de får besked om, hvad skolen vil og ikke vil acceptere. Men mødet er først og fremmest en invitation til diskussion og dialog.

Det er det sidste, der er det opløftende ved historien. Fordi det netop blev til en dialog. Der blev lyttet og argumenteret og rakt ud mod løsninger.

På side 9-10 fortæller skolens leder, hvor hun sætter sine egne og skolens grænser, og hvor hun mener, at der er plads til - og brug for - åbenhed og gensidig imødekommenhed. Det afgørende er, siger skolelederen, at man på forhånd afklarer, hvor man kan gå på kompromis, og hvor man ikke kan. At skolen kun serverer halalkød, er et eksempel på et godt kompromis, mener hun. At eleverne skal have alt tøjet af under bruseren er et andet eksempel, der viser, hvor skolen står fast. Men i begge tilfælde giver det selvfølgelig både brok og besværligheder - og kræver dialog.

Det er i det krydsfelt af udfordringer og modsætninger, at integrationens sejre skal vindes. Og kan vindes. Viser den vidunderlige virkelighed.

Thorkild Thejsen, ansv. chefredaktør, tt@dlf.org