Palle Peter Skov
Syv spørgsmål til Jette Jungdal
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Hvad kan du især bruge fra dit tidligere job i dit nuværende arbejde som lærer?
»Jeg kan helt sikkert bruge mine kundskaber som projektleder. Der er en hel masse planlægning i rollen både som lærer og projektleder. At få planlagt et helt undervisningsår kræver sin kvinde. Du skal forstå at skabe noget systematik, og jeg bruger meget at visualisere planerne. Og begge steder er det aldrig givet, at planerne holder. For eksempel kan du konstant blive overrasket over, hvor forskelligt udgangspunkt dine elever og projektdeltagere hver især har«.
Hvad overraskede dig ved lærerstudiet?
»Det var lidt barsk at gå fra den gode løn til Statens Uddannelsesstøtte. Så i studietiden underviste jeg meget. Også på en efterskole. Og det har jeg siden været rigtig glad for. Det har nemlig overrasket mig, at der er så lidt sammenhæng mellem seminariet og virkeligheden ude på skolerne. Der er i den grad mangel på øvelse i 'classroom-management'. Hvordan får man børnene til at være stille og arbejde sammen? Det er ikke noget, vi er blevet evalueret meget i. Vi er jo i praktik, men det er langtfra tilstrækkeligt. Seminarierne skal proppe en masse faglig viden i os, men hvordan du differentierer undervisningen - hele den pædagogiske side - det må vi i alt for høj grad selv rode rundt med«.
Ser du din baggrund i det private erhvervsliv som en styrke?
»Når jeg for eksempel underviser elever i samfundsfag i 7. til 9. klasse, kan jeg give dem et andet perspektiv på, hvordan verden ser ud. Jeg kan fortælle dem, hvordan det er at have en helt almindelig arbejdsdag i en privat virksomhed. Samtidig har jeg ofte en rigtig god føling med de forældre, der arbejder i det private. Jeg ved jo, hvad de laver, og hvordan deres dagligdag kører«.
Hvordan er stressniveauet i dit nuværende kontra i dit tidligere job?
»Før kunne jeg stille og roligt begynde dagen med at læse mail, se avisen og tage en kop kaffe. Men nu er jeg på konstant, fra jeg møder klokken 7.50 og frem til 13.30. Jeg bliver nødt til at bruge mig selv hele tiden. Og der er samtidig denne her uforudsigelige menneskelige faktor, der gør, at du skal have et øje på hver finger. Et projekt, der stopper og koster tre-fire millioner kroner, stresser da også. Men der var ikke denne konstante belastning. Der var flere pusterum«.
Hvad er det mest positive ved jobbet som lærer?
»Det er dejligt at føle, at man kan gøre en forskel. Det, der begejstrer, er at opleve så meget potentiale og lærevillighed i børnene. Det er så fedt, når de vil noget og kan noget. Det er også helt vildt hårdt nogle gange, og der er umuligheder og uopdragne børn. Men når man kan mærke de her børn, der er børn i den helt oprindelige betydning, dét har begejstret mig meget. De her legende og kreative væsener, der ikke er blevet gjort voksne for tidligt, er fantastiske«.
Møder du samme anerkendelse i omverdenen, som du gjorde tidligere?
»Min egen omgangskreds, der består af mange it-folk og ledere, tager hatten af for mig - men de undrer sig. De kender jo deres egne børn. Men jeg synes generelt ikke, at omgivelserne ser ned på mig. Men der er da sket en skævvridning i respekten. En dreng blev sat uden for døren, han ringede på mobilen til moren, der prompte kom og skældte læreren ud. Sådan noget havde du ikke set for år tilbage«.
Kunne du finde på at vende tilbage til det private erhvervsliv igen - senere?
»Det er ikke noget, der står lige for. Men jeg er ikke hellig omkring det. Jeg føler ikke, at nogen døre har lukket sig. Men jeg har ikke lagt en tiårsplan. Vi har tit vores rejselængsel oppe at vende i familien. Skal vi flytte til udlandet igen? Men vores børn fungerer så fint nu. Vi tager på skiture og har købt en campingvogn, og det er helt fint, som det er nu«.
Trine Wiese