Efter at have læst om den ulykkelige sag om en bortvist elev i Helsingør, må det måske være tilladt at anlægge en anden vinkel på historien. For mig at se kunne man have løst sagen på to måder. 1: bortvisningen eller 2: mægling.

Bortvisningen har vi set konsekvenserne af. Byrådet i Helsingør, elevens forældre og lærerne i kommunen er nu involveret i en krig på flere fronter, for eller imod elevens skoleplacering.

Mægling ville til gengæld have anbragt fokus på rette sted.

For tre år siden var jeg som tillidsrepræsentant i Høje-Taastrup ude for en helt tilsvarende sag. Eleven blev naturligvis sendt til afkøling i hjemmet, mens skolens leder og jeg satte os ned for at finde en løsning på problemet.

Løsningen blev mægling.

Eleven og han forældre blev inviteret over på skolen for sammen med de berørte lærere og mig og skolelederen at diskutere, hvad der kunne gøres for at afhjælpe det problem, eleven havde skabt ved sit utilstedelige skriveri - også på Arto.

Udgangspunktet for mæglingen var naturligvis, at eleven skulle fortsætte i sin klasse. Ved at inddrage eleven og hans forældre fik vi det til at handle om det, der var sket, og ikke for eller imod eleven.

Løsningen blev, at eleven undskyldte over for de lærere, han havde skrevet om, og at han over for sin klasse forklarede, at han havde forstået, at det var helt forkert at skrive, som han havde gjort. Vi fik også et par forældre, der var indforstået med, at deres barn havde begået en utilstedelig ting. Og var indforstået med løsningen.

Fordelen var, at alle på skolen lærte af sagen i stedet for at være i krig om løsningen af sagen.

Efterfølgende satte vi os ned og formulerede mægling som det redskab, skolen fremover skulle anvende i lignende sager.

Det bliver ikke sidste gang, at et barn vil afprøve sine sproglige grænser på Arto, så det er nok en god idé, at man på landets skoler diskuterer, hvorledes man ved anvendelse af rette midler kan løse problemet på en pædagogisk måde.