Alle I moderigtige kompetenceryttere burde da forstå, at når man kalder personlige egenskaber for kompetencer, som kan styrkes og læres, så gør man vores forskellige evner til noget, vi kan tilbydes, og ikke til vilkår?

Hvis jeg på et kursus i kompetenceudvikling ikke får mine personlige egenskaber forbedret, har jeg så været på et elendigt kursus, eller er jeg udviklingsresistent?

Kompetence, dette elastiske, glitrende hurra-ord, bruges i flæng om viden, færdigheder, indstilling, evner og personlige og sociale egenskaber.

I DLF's spil til afdækning af udviklingsbehov for tillidsrepræsentanternes kompetencer viser »personlighed« sig at dække over personlige og sociale egenskaber blandet sammen med viden, altså både noget, man kan, og noget, man aldeles ikke kan udvikle.

I spillet er nævnt analytiske evner som en personlig kompetence.

Jeg vil påstå, at analytisk evne er et godt redskab til at sætte en række kompetencer, for eksempel viden, i spil, men ikke en kompetence, man kan tilegne sig.

Viden og færdigheder er udmærket, men bliver først til kompetencer, når de bringes i spil af de personlige egenskaber.

Viden og færdigheder kan tilegnes i større eller mindre grad, alt efter hvor lærenem man er. Derefter kan man træne brugen, og der bruger man sine egenskaber, forskellige evner, sin personlige livsindstilling og sin motivation.

Motivation og indstilling kan ikke læres, men de kan påvirkes.

Er det kun mig, der får kvalme og dårlig mavefornemmelse, når der tales om kompetencer, uden at der skelnes mellem de tillærte og de medfødte færdigheder?

Hvis jeg er alene, så er det nok tid at flygte fra folkeskolen, men jeg er ikke alene, og det ville klæde DLF, hvis vi var forrest med at skelne i stedet for ukritisk at flyde med på bølgen.

Svar

Jeg er oprigtigt ked af, at foreningens nye »spil« om tillidsrepræsentantens behov for kompetenceudvikling har medvirket til kvalme og dårlige mavefornemmelser hos dig. Det har ikke været vores hensigt. Især ikke da jeg på baggrund af dit indlæg tror, vi ser meget ens på kompetencebegrebet. Kompetencer er efter min mening noget personbåret.

Jeg er derfor fuldstændig enig med dig i, at viden og færdigheder først bliver til reelle kompetencer, når de bringes i spil af de personlige egenskaber. Det er netop én af årsagerne til, at vi i »spillet« og det medfølgende spørgeskema sætter fokus på både viden, færdigheder, personlige egenskaber og motivation/holdninger. Jeg er også helt enig med dig i, at holdninger og motivation ikke kan læres, men »kun« påvirkes.

På de kurser for alle kredses kursusansvarlige, hvor vi har introduceret spillet, har vi lagt meget vægt på, at det ikke er nok at tænke på traditionel kursusvirksomhed, når man vil udvikle tillidsrepræsentanternes kompetencer.

Et eksempel: Hvis en tillidsrepræsentant synes, det er svært at indgå i den lokale skoledebat, er det vigtigt for kredsen at få viden om, hvorvidt det handler om, at man mangler konkret viden, eller om det handler om, at den pågældende tillidsrepræsentant ikke synes, at det er en vigtig opgave.

Højt kvalificerede tillidsrepræsentanter er den bedste garanti for, at medlemmernes interesser varetages optimalt, og at foreningens formål opfyldes.

Spillet er udviklet med henblik på at medvirke til en kvalificering af den samlede uddannelsesindsats af tillidsrepræsentanterne. Jeg håber, det formål vil blive opfyldt på trods af en eventuel diskussion om den rette definition af kompetencebegrebet.

Yvonne Monrad, kontorchef, DLF Kursuskontor