Det er en tankevækker, at mange nybagte lærere, efter at have deltaget i korte efteruddannelseskurser, åbenlyst erklærer, at nu fik de mere kundskab om læseundervisning end gennem en hel seminarieuddannelse. Det er tilsvarende tankevækkende, at samme gruppe angiveligt føler sig ganske blanke i forhold til at planlægge og gennemføre enkle interne evalueringer af læseudvikling og derefter planlægge ny undervisning i forhold til resultaterne. Jeg indrømmer, at datagrundlaget for de to påstande er svagt. Men jeg har alligevel mødt det så tilpas mange gange, at jeg mener, det er værd at tematisere konsekvenserne, hvis det er rigtigt.

Vi lever i en tid, hvor høj og lav har mod på at kritisere skolens resultater - især i læsning. Man finder forklaringer om mangt og meget, som kan påvirke elevernes udbytte, lige fra klassekvotienter til hvor mange fagfolk med erfaringer fra skolen som arbejder i Undervisningsministeriet. Alle steder ligger der sikkert en flig af en sandhed. Men hvad nu hvis det er så enkelt, at lærere i almindelighed føler sig så usikre, at de ikke kan vurdere et barns læseudvikling og tilrettelægge et arbejdsforløb, som kan afhjælpe et observeret læseproblem? Er det da her, læseeksperterne kommer ind, eller kan man med en vis rimelighed forlange, at dette skal enhver lærer kunne klare?

En sådan kundskab burde være noget, alle dansklærere besad. Men det er åbenbart, at det gør de ikke. Hvad nu hvis det er sådan, at man i læreruddannelsen vedblivende lægger mere vægt på at lære de studerende om litteraturbegreber end om læsning? Hvad nu hvis man lægger mere vægt på at analysere læsebøgernes litterære fremtoning end på at kunne bruge dem i praksis i forhold til elever med forskellige forudsætninger? Når man nu er ved at ændre læreruddannelsen, hvem bestemmer så det indhold, som skal gøre lærerne bedre til at undervise i læsning på alle niveauer? Vil det fortsat være det enkelte seminarium, som bestemmer det? Og hvilken vægt vil man lægge på den helt nødvendige praktik uden for seminariet?

Det er uheldigt, at viden om vurdering af læseudvikling og tilrettelæggelse af læseundervisning i forhold til enkeltelever af mange bliver defineret som specialpædagogisk kundskab og dermed ikke en naturlig del af enhver lærers viden. Det betyder, at man både i læreruddannelsen og i skolen som sådan afskriver sig ansvaret for elever, som ikke udvikler sig som forventet. Når man på denne måde ikke vil beskæftige sig med »rugbrød og kartofler« i danskundervisningen og derfor heller ikke udvikler læseundervisningens håndværk, mener jeg, man svigter børnene. Samtidig saver man den gren over, man sidder på.

Kvalificeret kundskab om individuel tilrettelæggelse af læseundervisning er livsnødvendigt for danskundervisningen. Både for de enkelte elever og for de resultater, alle ønsker for skolen nationalt. Sagen er, at når læreren evner at få de svage elever med i klassen, bliver der ikke bare færre af dem, men også flere af de dygtige. Dette kan dokumenteres med resultater fra kommunale udviklingsprojekter. Men det kan også dokumenteres på nationalt niveau ved at se på Finlands læseresultater, som netop viser: Færre svage og flere dygtige.

Jørgen Frost er seniorrådgiver, ph.d. på Bredtvet kompetansesenter i Oslo