En ulykkelig sag fra Hellebækskolen i Helsingør har med tydelighed vist, at der ér børn, som kan være endog meget provokerende og krænkende med deres sprog.

Foreningen Børns Vilkår har anført, at de reaktioner, vi har set i den konkrete sag, har været for voldsomme. Man hævder, at der ikke reageres nær så voldsomt, hvis børn chikanerer andre børn. At læreren har et ansvar for at arbejde med børnenes sprog, hvis dette er for groft og virker undergravende på enkelte børns sociale liv i skolen - det er jo en banalitet og en selvfølge for langt de fleste lærere.

Men en lærer, der udsættes for voldsomme verbale overgreb, krænkes og nedgøres jo også. Og bliver på grund af sådanne krænkelser måske en dårligere lærer for børnene? Og heri ligger jo set i et børneperspektiv et alvorligt tema. For dybest set er relationen mellem børn og lærer på spil, hvis børnenes sprog bliver for groft. Det aktualiserer diskussionen om, »hvad en lærer skal finde sig«, og hvilke sanktioner vores system skal og kan betjene sig af. Men også diskussionen om, hvordan den enkelte lærer i den konkrete daglige situation skal reagere, er central.

Børn og unge skal have vide rammer for deres adfærd - ingen tvivl om det. De skal have lov til at prøve sig frem, men grænsen må gå der, hvor deres sprog bliver nedladende, groft chikanerende og måske direkte mobbende. Det er at lade børn og unge i stikken ikke at lære dem, hvilket sprog de kan anvende i ét miljø, og hvilket de kan anvende i andre. Og dét kræver tydelige voksne i skolen, forældreopbakning og en opbakning til skolens medarbejdere fra ledelse og driftsherre. Desværre viser Hellebæk-sagen, at lærere og skole ikke altid kan forvente en sådan opbakning.