»En tømrer kan sagtens levere et lokalt bidrag til sløjdundervisningen i en periode«, skriver du, Stina Willumsen, i et svar til Ane Søegaard i Folkeskolen nummer 27.

Jeg er meget interesseret i, hvad du mener med periode? Hvis det er et par timer, så er det fint med mig, men jeg tror, du mener længere perioder: Et halvt år? Et helt? To år? De fleste børn har sløjd i to år i deres skoleforløb. Kan en tømrer varetage halvdelen eller det hele? Og hvordan gøres dette organisatorisk?

Ville du også sætte en forfatter til at undervise halvdelen af timerne i dansk? For eksempel 1.-5. klasse? Det kunne måske være spændende, men jeg vil helst ikke lægge barn til - jeg foretrækker en lærer med indsigt i børn og alle aspekter af danskundervisningen.

Jeg er uddannet til at undervise i blandt andet sløjd, men også i andre fag, og er dermed fleksibel og ser oftest de samme elever i matematik og idræt. Det er værdifuldt.

Når du siger, at en tømrer kan varetage undervisningen, spytter du indirekte på mine lærerkolleger, der går arbejdsløse, og som er uddannet til at være i skolen.

En kollega fra Odense, som er uddannet tømrer og lærer (men ikke sløjdlærer), skrev for nylig, at han nødig ville undervise i sløjd - og jeg forstår ham godt. Han siger også, at han ikke ville have en sløjdlærer til at bygge sit hus. Jeg er meget enig - jeg ville nødig bo i et hus, som jeg havde bygget! Det lader jeg tømreren om.

Det værste er næsten, at du falder i den typiske kliche og viser, at du ikke kender til mit fagområde.

Tømrereksemplet er så klassisk, at det gør ondt - hvis du ville have vist, at du vidste noget om området, kunne du lige så godt have nævnt en arkitekt, designer eller blikkenslager eller pædagog. Alle har nemlig en faglighed, som kan ses i små portioner i den gode sløjdundervisning. Ved at sætte en tømrer ind får man imidlertid kun ét af hjørnerne.

Det ville være klædeligt, hvis min rådmand og chef tog min faglighed lige så alvorligt som andre erhvervs.