En kommentar til Vagn Madsens indlæg om Salamanca-erklæringen i Folkeskolen nummer 26:

På vegne af Brønderslev er jeg glad for, at Vagn Madsen er pensioneret. Hvis man læser bare en lille bid af John Hattie, vil man hurtigt erfare, at der gennem hans forskning ikke er meget, der tyder på, at en niveauopdelt skole er vejen frem. Alt handler i højere grad om, hvordan stoffet serveres og tilrettelægges. Vi bliver simpelthen tvunget til at blive klogere på baggrund af tilkommen viden omkring blandt andet »mange intelligenser«. Det er for let at gå tilbage til før-1993-modellen. Børn er ikke blevet mere uopdragne, bare mere kræsne og kvalitetsbevidste, hvilket i første omgang kan virke udfordrende. Måske var det på tide, at vi i stedet for at kigge tilbage begynder at flytte skolen frem til 2011 og får noget mere bevægelse og aktivitet ind i undervisningen. Vi må ikke forvente, at vi længere bare kan stå foran tavlen. Vi kan som lærere ikke længere fortælle eleverne noget, de ikke selv kan finde på ti sekunder via nettet. I stedet for at tænke idyllisk tilbage til før-1993-modellen bør man i stedet fokusere på, at eleverne i højere grad vurderer eget standpunkt. Sidst, men ikke mindst, ønsker jeg fortsat i en konkurrencepræget stat at råbe vagt i gevær og fløjte til krig mod bevarelsen af værdierne omkring ligeværd og lige muligheder og almendannelse. Dygtige forretningsfolk siger altid, at man skal gøre det, man er bedst til, og outsource resten. Hvad nytter det så, at vi er blevet så vidensfokuserede. Med Vagn Madsens og øvriges nuværende diskurs frygter jeg for en fremtid, hvor fokus er vidensundervisning i homogene grupper, hvor kreativitet dermed bliver nedprioriteret. Det er ikke det, vi er bedst til!