Jeg har som skolesocialrådgiver interesseret fulgt diverse indlæg om bekymringsbørn i skolen, og jeg er en smule betænkelig ved fokuseringen på lærerens underretningspligt. For risikerer vi ikke at overse de skridt, som med stor effekt kan gå forud for en underretning?

Hvis vi reducerer debatten til primært at handle om underretningspligten, frygter jeg, at vi samtidig undergraver lærernes store engagement i skolens bekymringsbørn. Et engagement, som jeg vil påstå er næsten usynligt for udenforstående, men som er mindst lige så vigtigt som paratheden til at skrive en underretning. Et engagement, som bæres af forståelse, solidaritet og opfindsomhed, og som jeg har stor respekt for.

Skridtene inden en underretning har stor betydning for, om der kan etableres et samarbejde med forældrene til bekymringsbørn, og det er afgørende for vores mulighed for at gøre en forskel.

Jeg vil tro, at det er genkendeligt for mange, som har været tæt på bekymringsbørn, at forskellige forståelser af, hvad problemet er, hurtigt kommer på banen: »Skolen forstår ham jo ikke. Læreren er for hård ved hende. Mor er alt for blød. Far er ligeglad«.

I bestræbelserne på at hjælpe barnet peger de voksne ivrigt på mulige årsager til det opståede problem og dermed svaret på, hvad der skal gøres - og hvem der skal gøre det. Det kan nemt virke, som om vi samtidig er i gang med at udpege ejeren af skylden for et barns vanskelige situation. Kampen om skylden går i gang, og i den findes ingen vindere.

I mine øjne er det vigtigt med opmærksomhed på alt det, der fremmer et tillidsfuldt samarbejde, og som bidrager til engagement og en oplevelse af, at vi - forældre, lærere, ledelse, fritidshjem - står sammen om at vende en bekymrende udvikling for et barn.