Arbejdsro fik skolen aldrig. Eksperterne har uafladeligt sprøjtet løs med nye vidunderlige eller blot underlige forslag til ændringer. En eller to eller tre nye ændringer, før den forrige var blot delvis implementeret. Det skulle man have prøvet med erhvervslivet. Det ville aldrig være blevet tolereret.

Men det har man været klar over, så det har man afstået fra.

Skolen, og navnlig folkeskolen, har ligget under for ekspert-trojkaen bestående af pædagogiske forskere, politikere, som absolut ville plante et fingeraftryk, og erhvervslivsrepræsentanter, som »vægtigt« udtaler sig om erhvervslivets behov.

Kun personer, som befinder sig endog meget langt fra klassens virkelighed, kan udtale sig på den måde. Kan plapre juhu-ord som papegøjer uden tilsyneladende at bekymre sig i ringeste grad om forståelsen. Man kan blandt ordene for eksempel nævne kompetencer, selvudvikling, selvdisciplinering, implementering, team, tovholder, synergi, læringsstrategi, læringsrum, refleksionsredskaber og så videre. Og endelig det værste af alt: De tror tilsyneladende selv på det! Det beviser blot, at de ikke aner en dyt om virkeligheden i klassen, hvor læreren skal undervise og styre 25-30 individer.

Jeg har flere gange gjort opmærksom på, at målet, som alle tilsyneladende er enige om, nemlig de famøse 95 procent af en årgang til ungdomsuddannelse, er komplet umuligt, fordi cirka 15-20 procent af en hvilken som helst årgang simpelt hen ikke kan.

Både pædagogiske forskere, næsten alle politikere og alle erhvervsfolk tramper lystigt rundt i spinaten. Alle deres beregninger beror på de 15-20 procent bedste i en klasse.