Er der nogen, der har lyst til at deltage i en workshop om børn i sorg? Er der nogen, der vil deltage i fokusgruppeinterview om læreruddannelsen?

Disse og lignende spørgsmål sendes ofte ud på mail til os lærerstuderende på Zahle. Ikke sjældent modtager vi senere endnu en mail, hvor afsenderen, denne gang mere bedende, efterspørger frivillige til arrangementerne, ofte fordi kun en enkelt eller slet ingen har svaret.

Samtidig får vi studerende tilbudt en vifte af gratis foredrag og kurser, som ligger uden for normal undervisningstid. Kun få møder op, og ofte er det de samme fem-ti personer hver gang. Er vi lærerstuderende for dovne? Eller bliver vort engagement og lyst til frivillighed dræbt af de strenge krav til mødepligt på den obligatoriske del af uddannelsen? I stedet for at møde op fordi vi føler, det er vigtigt, møder vi op for at få vores kryds.

Helt galt går det på de obligatoriske kurser på studiet, hvor det ofte bliver en sport at balancere på grænsen af de 80 procents mødepligt, og hvor der bliver sat falske krydser på vegne af fraværende studerende, når afkrydsningslisterne sendes rundt. Helt til grin bliver det så bare, når vi på trods af for stort fravær stadig får godkendt de kursusafsluttende fremlæggelser. Og vælger vi at udeblive fra fremlæggelsen, kan vi altid få en chance til og en til ... og udskyder vi fremlæggelsen længe nok, får vi til sidst lov til at slippe for den.

Er det os lærerstuderende, der er nogle krystere ved at prøve at slippe så engagementløst igennem studiet som muligt? Eller er det læreruddannelsen, der dræber engagementet ved at gøre os dummere, end vi er? Jeg kender ikke selv svaret. Måske skulle jeg foretage en rundspørge på Zahle. Men den er der nok ikke nogen, der svarer på ...