Landets klasser vil få et stigende antal børn med specielle behov. Jeg mener ikke, at det hænger sammen med det øvrige ambitionsniveau på folkeskoleområdet. At øge rummeligheden er et tilbagetog, især for de elever, der har specielle behov.

I 2010 skal 95 procent af en ungdomsårgang have en ungdomsuddannelse. Denne ambition er i fare for at blive undergravet af rummeligheden. Rummelighedstanken kolliderer også med ønsket om at få flere unge til at foretage mønsterbrud - Danmark har, ifølge Socialforskningsinstituttet, kun haft yderst ringe succes de sidste 40 år - vi har en betydelig social reproduktion. Dette kedelige fænomens fortsatte eksistens sikres, hvis man sænker det specialpædagogiske ambitionsniveau.

Jeg har vanskeligt ved at se, hvem der rent faktisk tilgodeses. Jeg kan der­imod se, at mange sættes i en uholdbar og vanskelig situation. Specialpædagogik handler om specialtænkning og -tilgang, hvilket er et fag for sig selv. Børn, der ikke mødes hensigtsmæssigt, lever med øget risiko for at mistrives, blive stigmatiseret, blive marginaliseret og oparbejde ringe selvværd. Sådanne oplevelser kan trække mørke skygger langt ind i voksenlivet - det bør vi for enhver pris forsøge at undgå.

Rummelighed handler om, at barnet skal kunne tilpasse sig en given ramme. Specialpædagogik handler om, at rammen tilpasser sig barnet. Jeg mener ikke, at rummelighed er entydig dårligt, men jeg mener, at vi skal passe på ikke at misbruge det.

Jeg forstår ikke motiverne/tankerne, der ligger bag. Endvidere har jeg vanskeligt ved at se logikken og sammenhængen mellem inklusionstanken og noget af det, man i øvrigt vil. Er inklusion fremmende i et samfund, der har viden som en af de væsentligste resurser?