For en del af den i Folkeskolen nummer 27 introducerede franske filosof Marcel Gauchets skoletanker er der tale om et frisk pust i en dansk ideologiindsnævret pædagogisk trædemølle. Se nu blot udtalelsen om, at »det er en blindgyde at forsøge at lade skolen løse problemer, som opstår uden for skolen. Det er netop, hvad skolen har slidt sig op på de sidste 25 år«. En udtalelse, der passer nøje til, hvad man har gjort en dyd af i Danmark. I en skole, der som vores danske har fundet det progressivt at devaluere al faglig videns­indlæring i, hvad vi kalder for et videnssamfund, hvilket Gauchet berettiget nok finder absurd, har vi fyldt tomrummet op med at løse alverdens udefra opståede problemer. Vores skole skal afskaffe den negative sociale arv, løse væsentlige integrationsproblemer, hindre unge i at forlade de efterfølgende uddannelser i utide med mere. Alt sammen noget, som skolen er uegnet til at løse. Men noget skal tiden jo gå med, når fagligheden ikke mere må fylde tiden ud. Lidt problematisk forekommer Gauchet imidletid at være, når han lader udviklingen forme en ny elevtype (elevprofil), der som en mekanisk dukke forholder sig passiv, indtil undervisningen når et vist trin af vedkommenhed. »Hvis eleven er modvillig mod at lære, er det, fordi det at lære ikke giver mening for denne nye type«. Men elever i dag er endnu ikke ganske forvandlet til mekaniske dukker. Det bliver godt nok et langt sejt træk at gøre op med en årelang, psykologisk udtænkt pædagogisk dovenskab. Men eleverne kan faktisk pålægges en pligt til at lære. En pligt, der er uafhængig af bestræbelserne på at gøre dem afhængige af mere vedkommenhed. En indpodet pligtfølelse, der ikke er andet end et krav til et menneske om at gøre op med den liggen under for egen dovenskab og dårlig undskyldning for ikke at gide lære noget.