Tænk, hvis der gik ild i ens hus, og man alarmerede brandvæsenet og fik det svar, at de ikke kører mere ud i denne måned: »Vi har allerede kørt mere ud end samme måned sidste år, så nu må det være godt«.

Det er denne form for argumentation, Bertel Haarder bruger, når han benægter, at der spares på specialundervisningen i folkeskolen. Han henviser til, at der bruges flere penge på området end tidligere, men han forholder sig ikke til det stigende behov. Der står altså ikke i folkeskoleloven paragraf 3, stykke 2, at børn med særlige behov skal tilbydes specialundervisning, hvis kommunen vil betale. Der står, at det skal de, basta.

Haarder finder det »... trist, at lærerne har den holdning«, at specialundervisningen er blevet forringet efter kommunalreformen. Han har, forstås, en anden »holdning«, som bygger på de tal, han får ind på sit ministerielle skrivebord. Hvis Haarder kunne formås til at hæve blikket fra sine papirer og se på skolens faktiske tilstand, ville han forstå, at lærerne ikke refererer til deres »holdninger«, men til deres oplevelser i virkeligheden. Er det for meget forlangt, kan han forholde sig til den kendsgerning, at 92 procent af skolepsykologerne ifølge Danmarks Evalueringsinstituts rapport fra 2009 om specialundervisning i strid med reglerne tager hensyn til kommunens økonomi under udarbejdelsen af deres psykologiske vurderinger. At andelen af skolepsykologer, der oplever alvorlige problemer med kvaliteten i specialundervisningen, er næsten tredoblet på to år, og at antallet af klager fra vrede forældre til Klagenævnet for Vidtgående Specialundervisning er steget med 25 procent på et år. I en megafonanalyse angiver 42 procent af lærerne, at de har elever, der tidligere ville være blevet indstillet til hjælp, men ikke er blevet det. Og mere end hver fjerde lærer har elever i klassen, der faktisk er visiteret til hjælp, men ikke får den. Dette er ikke »holdninger«, men fysiske realiteter.

Naturligvis er der en smertegrænse for, hvor mange penge vi kan bruge på specialundervisning. Overskrides den, må vi undersøge mulighederne for at reducere behovet. Hvorfor har vi denne voldsomme vækst i antallet af børn med behandlingskrævende, adfærdsmæssige forstyrrelser? Men denne højst presserende debat kan ikke komme i gang, før Haarder tager fingrene ud af ørerne og begynder at lytte til sine egne ansatte.