Folkeskolens leder:

Multimediesk(V)at

Underrubrik

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kritikken er forkert, sæt jer ind i reglerne, sagde skatteminister Kristian Jensen i forskellige sproglige varianter i sidste uge, når tv, radio og aviser konfronterede ham med groteske konsekvenser af den nye skat på arbejdsgiverbetalte computere. Ministerens pointe var, at så ville vi opdage, at han har ret, og at alle andre tager fejl. Men torsdag ændrede han så pludselig argumentation, da det kom frem, at Skats egne medarbejdere siger fra. Og man må formode, at de kender reglerne. Så nu lød forklaringen på tv sådan her: Du skal se på helheden. Du får en skattelettelse, multimedieskatten trækker blot lidt i den anden retning. Velfærden skal jo finansieres!

Den sidste sætning er rigtig. Men det kan aldrig blive en acceptabel begrundelse for at tvangsbeskatte medarbejdere af et redskab, som arbejdsgiveren stiller til rådighed, fordi det er nødvendigt.

Lærere skal undervise med it. I alle fag. Og de skal kunne planlægge og forberede sig på en arbejdscomputer på privatadressen. De skal rette opgaver og udfylde elevplaner. De skal kunne kommunikere med kolleger, ledelse, elever og forældre. Det skal selvfølgelig ikke beskattes!

At skatteministeren så også pakker uhyrlighederne ind i bureaukratiske kontrolregler, gør blot helheden endnu mere vanvittig. Venstres næstformand Kristian Jensen er et multimedieskvat, hvis han ikke lever op til partiets slogan: »Vi kan gøre det endnu bedre«.

Læs side 19.

Thorkild Thejsen, ansv. chefredaktør, tt@dlf.org