Folkeskolens leder:
Kompetencernevideoensentusiast
Underrubrik
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Ideen med de nye adaptive, nationale test er, at dygtige elever bliver præsenteret for sværere og sværere opgaver. Ligesom svage læsere får lettere opgaver. Så hvis man er en sikker læser i 2. klasse, skal man hurtigt kunne afkode og dele »kompetencernevideoensentusiast« i tre ord.
Testen er obligatorisk fra februar. Men lærere, der har testet testene med deres 2.-klasser, er temmelig rystede. De afsatte 45 minutter er slet ikke nok, siger de. Der skal ikke én, men to eller tre lærere til. Og efter testen skal de bruge kræfter på at trøste mange elever, for både opgaver og skriftlige elevinstruktioner er for svære. Ja, hele seancen med otteårige, der tvangstestes - nogle af dem i mere end en time - er ødelæggende for børnenes selvværd, fortæller rasende lærere.
Og sagen kompliceres af, at man risikerer politianmeldelse, hvis man offentliggør eksempler fra testene. Selv navnet på en litterær tekst, som en lærer genkendte, har Skolestyrelsen nægtet at give Folkeskolen tilladelse til at skrive om. Men skolens indhold skal kunne diskuteres offentligt - af lærere, forældre og ansvarlige politikere. Derfor bryder vi loven side 12 til 14. Men for ikke at ramme lærerne pakker vi ulovlighederne ind ved at hente eksemplerne fra anonyme lærere og lade andre kommentere dem. Omstændeligt, men nødvendigt. Fordi loven kriminaliserer en nødvendig diskussion.
Læs side 12-14.
Thorkild Thejsen, ansv. chefredaktør, tt@dlf.org