Debat
Henrik Hansen
Skal forældre betale ekstra for at sikre folkeskolen?
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Vi er en familie med tre børn på Virum Skole i Lyngby-Taarbæk. Min mand er lærer i Rudersdal, og jeg er socialrådgiver og AKT-lærer på en folkeskole i Helsingør. Jeg har fået at vide, at en forælder har taget initiativ til at etablere en fond til fordel for Virum Skole.
Formålet med den forældreejede fond skal være at samle penge ind til at støtte skolens drift. Fokus i fondens arbejde skal være »at indsamle midler, der kan bidrage til at bevare og fortsat skabe mulighed for et godt skole- og læringsmiljø: Indkøb af de bedste undervisningsmaterialer til børnene, muligheder for tværfaglige projekter, ture, oplevelser, foredrag, efteruddannelse og faglig litteratur med mere til lærerne«.
Jeg er enig i, at det formål er nødvendigt for at opretholde en folkeskole i udvikling, som vi forældre med tryghed kan vælge til vores børn. Men er det en forældreejet fonds opgave at sikre dette?
Initiativet til Virum Skoles forældreejede fond er måske opstået, fordi der i disse år bliver skåret ned på skolerne. Kommunen har med 2009-budgettet besluttet, at der igen skal spares på børneområdet. Det betyder øget forældrebetaling til skolefritidsordning og fritidsklub, og at kommunens folkeskoler igen skal spænde livremmen ind. Som andre skoler forsøger Virum Skole at leve op til folkeskolens formål på trods af besparelserne. Det har betydet øget forældrebetaling ved forskellige skoleaktiviteter. Det rammer nogle familier på pengepungen, og det bidrager til at gøre besparelsernes konsekvenser usynlige og bekræfter den politiske kurs om, at skolerne kan efterleve formålsparagraffen, uden at resurserne følger med!
Vore børn har engagerede og dygtige lærere, som brænder for deres fag, men er det de resursestærke forældre, der skal fastlægge skolens rammer og lærernes arbejdsbetingelser, eller er det politikernes ansvar? Det må vi forældre og skolens personale forholde os til.
Hvis skolen takker ja til en forældreejet fond, er vi med til at udhule folkeskolens fornemmeste opgave - nemlig at sikre alle børns skolegang. Vi bevæger os derved mod en privatfinansieret skole, hvor det kun er vores egne børns fremtid, vi investerer i.
Jeg kunne vælge at læne mig tilbage og være glad for, at jeg bor i et smørhul, hvor mine børns ret til en ordentlig skolegang sikres af private initiativer. Men jeg føler mig forpligtet til at udtrykke min bekymring. Vi er på vej mod en udvikling med et a- og b-hold.
Forkortet af redaktionen