Det holdt hårdt, men det lykkedes: I sidste nummer af Folkeskolen vedgår en presset Bertel Haarder, at det er direkte ulovligt at afvise specialundervisning med økonomiske begrundelser. Slut med skoleledere, der meddeler lærerne, at økonomien tvinger dem til at sætte prop i udgifterne til specialundervisning. Slut med lærere, der forklarer skuffede forældre, at deres barn desværre ikke kan få det rigtige specialundervisningstilbud, fordi skolen ikke har råd til det. Slut med kommuner, der dekreterer besparelser på specialundervisningen uden skyggen af sagligt belæg. Eller hvad?

Ikke en eneste af de ikke mindre end 41 kommuner, der netop har besluttet nedskæringer på specialundervisningen, har mig bekendt gjort sig den umage at fundere disse bestræbelser i saglige begrundelser, endsige at forsøge på at dokumentere et reduceret behov for specialundervisning. Alle som én påberåber de sig mere eller mindre åbent økonomiske hensyn. Haarder kan derfor ikke bare pege på skolelederne som eneansvarlige for specialundervisningen og opfordre dem til at ». løse problemet med kommunalforvaltningen, enten ved at skolen får flere penge, eller ved at der aftales omprioriteringer«. Undervisningsministeren er jævnfør loven om ministeransvarlighed forpligtet til at påtale disse kommuners forvaltningspraksis.

Alternativt må det folketingsflertal, der 3. november erklærede sig enige om at forlange en præcisering af elevernes retskrav på specialundervisning, pålægge ministeren at kalde sine kommuner til orden. Samtidig må de tusindvis af skoleledere og lærere, der dagligt sættes til at feje op med rummelighedskosten, oplyse og vejlede forældrene om deres klageadgang jævnfør forvaltningsloven.