Det er den dag i dag, 15 år efter den af DLF understøttede skolekatastrofe indtraf, DLF's betonfaste og stædigt fastholdte opfattelse, at holddeling - og dermed elevdifferentiering - er en dårlig løsning, fordi »forskning« viser, at elever får de bedste resultater i samlede (udelte) klasser. I den forbindelse må ordet forskning være at opfatte som et a priori vedtaget dogmesystem, så sandt som folkeskoler i dag holddeler i ét væk for at få bare en anelse mening i undervisningsarbejdet og for at kunne navigere uden om det for DLF ligegyldige faktum, at udeltheden taber de svage og forsømmer de stærke. Derfor bør det ryste DLF dybt ned i grundvolden, at man i Tønder har revet forsknings-etiketten af det fortærskede og sønderkvaste trosdogme for for en gangs skyld at kunne servicere alle elever - altså virkelig alle - med en konsekvent elevdifferentiering. Og altså - hvis man må bruge pædagogikkens mest negativt ladede betegnelse - reelt indføre den delte skole. »Elevdifferentiering behøver ikke at være noget negativt«, siger psykolog Ole Kyed til Folkeskolen. Og det har sandelig ikke været hverdagskost i den pædagogiske debat siden 1993. Elevdifferentieringen kan oven i købet bidrage positivt til det fællesskab, der ellers altid har været grundlaget for at nedgøre elevdifferentieringen. Ole Kyed er også en forsigtig mand. Han pointerer, at elevdifferentieringen ikke behøver at være noget negativt, når bare den ses som en del af en del af undervisningsdifferentieringen. Men det forholder sig altså omvendt. Det er undervisningsdifferentieringen, der ikke er mulig, hvis den ikke sker på baggrund af en elevdifferentiering. Og det er gældende for folkeskoles store tragedie: at lærerne har skullet undervisningsdifferentiere, uden at skolen har måttet elevdifferentiere.