Så snart han kendte valgresultatet, skrev en 15-årig dansk skoledreng til sin mor, der var på forretningsrejse i Kina: »Har du hørt, Barack Obama er blevet præsident? Fantastisk! Verden er måske et dejligt sted alligevel, og vi oplever det ske! Jeg græd lidt, da jeg hørte det«.

Jep, amerikanernes valg af en afroamerikansk præsident, der tror på dialog og medmenneskelighed, har tændt håb vidt omkring.

Og ja, verden har de sidste år været et råt sted. Danmark deltager i krige, som er svære at forstå for selv soldaterne. Skoleelever bliver ikke opfattet som børn, men som arbejdskraft, der skal redde landet i den internationale konkurrence på det globale marked. Den berømte danske folkeskole er ikke længere en børneskole i egen ret, men er ifølge formålsparagraffen nu første trin i uddannelsessystemet, slet og ret. Lærerne har bare at levere varen, og varen er ikke livsduelige mennesker, men høj testscore. Og de tosprogede elever har bare at blive étsprogede i en fart. Magthaverne kalder det realisme, andre siger kynisme.

Skolehistorikere mener, at det er frygt, der driver denne uddannelsespolitik frem. Frygt for, at Danmark ikke kan klare sig i den internationale konkurrence, og frygt for, at danske værdier bliver undermineret af udlændinge, der flytter til landet. Resultatet er, at skolen i øjeblikket dehumaniseres. Den gamle eksamensskole er sprunget ud af skabet.

Stilen er blevet brutal. I deres første regeringsgrundlag i 2001 skrev Anders Fogh Rasmussen og Bendt Bendtsen eksempelvis: »Den obligatoriske modersmålsundervisning afskaffes«. Det ville »pladderhumanisterne« fra Radikale Venstre, Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Kristeligt Folkeparti ikke være med til, men så sprængte Venstre og De Konservative bare folkeskoleforliget med det flertal, de just havde fået med Dansk Folkeparti. Og dermed mistede tosprogede elever deres ret til at blive undervist i deres modersmål et par timer om ugen.

At bryde et forlig på den måde var stik imod god skik på Christiansborg, men sådan var de nye magthaveres nye stil hele vejen igennem. Statsministeren vrængede »smagsdommere« efter kulturradikale fagfolk i sin nytårstale og »rundkredspædagogik« efter skolen. Og fra Folketingets talerstol råbte Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti »godhedsindustri« efter ordførere fra De Radikale og Socialistisk Folkeparti, når de argumenterede for, at man skulle behandle medmennesker ordentligt, uanset hudfarve.

Det er det, der er sket, siden Anders Fogh og Georg W. Bush er blevet statsledere: »Politisk korrekthed« er blevet et skældsord. Det er blevet »naivt« at gå ind for en børnevenlig skole. Det er blevet legitimt at være kynisk. Mange håber, at den gode tone nu vender tilbage. At verden igen bliver et sted, hvor man taler civiliseret om tingene.

- jvo