Debat

Hu hej, hvor det går

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tænk engang: Undervisningsministeriet har fundet ud af, at rigtig mange af lærerne overholder loven. Minsandten om ikke de bruger de nationale test »til noget«: Til skole-forældre-samarbejdet, til elevplanerne, til at planlægge undervisningen.

Naturligvis. Det var jo det, vi sagde. Test brugt som kontrolredskab får lærerne til at undervise til testen, og når brugen af de frivillige test stiger, er det aldeles ikke, fordi lærerne elsker dem. De er reelt tvunget til at træne deres elever til testene i kampen for at undgå bundplaceringerne. Alle undersøgelser viser, at lærerne lurer systemet: Undersøg nøje, hvilke discipliner der testes i, og målret undervisningen derefter, søg fritagelse for de svage elever eller få dem til at blive syge på dagen og lav alt det lovlige småsnyd, du kan slippe af sted med.

Indtil alle lærere har opdaget det, er der rige muligheder for at undgå den sorte gryde ved at studere testvejledningen grundigt og gå helt ud til grænsen for at hjælpe sine elever. Som daværende undervisningsminister Bertel Haarder sagde: »Læreren bestemmer, hvilke hjælpemidler der skal anvendes til testen, og kan - hvis det giver bedst mening pædagogisk - hjælpe eleven med at komme igennem testen«. Træn eleverne i brug af ordbøger, leksika, stavekontroller og oplæsningsprogrammer og lær dem at bede om hjælp, hvis de har »forståelsesmæssige problemer«. Læreren må ifølge ministeriets chefkonsulent gerne »… sætte sig sammen med eleven og lirke eleven igennem, så testen bliver gennemført«. Bøj det i neon for eleverne, at de især skal bede om hjælp til de første opgaver. Her er hastværk virkelig lastværk. Efter opgave nummer seks er de reelt låst fast på et niveau, som de ikke kan kæmpe sig op fra, og så kan de speede up. Forlang ekstra tid, hvis de ikke bliver færdige til tiden.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Når så alle lærere og elever er blevet dygtigere til at klare de nationale test, vil vi som englænderne kunne konstatere, at det samlede faglige niveau er dalet, fordi vi har nedprioriteret alt det, der ikke testes i. Og halvdelen af lærerne vil græmme sig over, at de ligger under det nationale gennemsnit. Det skal halvdelen jo nu engang gøre. Hu hej, hvor det går.