Debat
Vær dog lidt nysgerrig
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Et svar på læserbrev skrevet af Ane Søegaard bragt i Folkeskolen nummer 26: Folkeskolen er noget af det mest grundlæggende og værdifulde, vi har i vores samfund. Derfor ligger det mig særligt på sinde, at skolen konstant udvikler sig og bliver bedre til at skabe motiverende og kvalificerende forløb for alle elever. Det kræver, at vi også tør udfordre os selv og hinanden i og omkring folkeskolen.
Som frikommune har Odense besluttet, at den på en række områder vil udfordre folkeskoleloven. I dén sammenhæng har jeg fremført et synspunkt om, at også andre fagligheder end lærernes er relevante i skolen.
At du slet ikke forholder dig nysgerrigt til mine synspunkter, begriber jeg ikke. Lad mig derfor præcisere:
Læreren er den væsentligste voksne i folkeskolen. Læreruddannelsen giver selvstændig mening, fordi den retter sig mod det vigtige arbejde omkring elevens alsidige personlige udvikling og målene i fagene. Deraf følger blandt andet, at det selvfølgelig skal være lærere, der i al væsentlighed har ansvaret for undervisningen.
Men jeg vil gerne udfordre lovgivningen og dit synspunkt. Lærerne kunne jo godt have ansvaret, samtidig med at andre faggruppers kompetencer involveres i elevernes undervisning. En tømrer kan sagtens levere et lokalt bidrag til sløjdundervisningen i en periode. Give eleverne en oplevelse i et andet fagsprog og med en anden tilgang. Det kunne vel også give både elever og lærere ny inspiration, hvis en kok varetog et forløb i hjemkundskab og på den måde blev en del af skolens hverdag i en periode? I dag blokeres der desværre for, at man overhovedet kan gøre sig den slags overvejelser.
Lad os se på det fra elevernes side. Jeg tror på, at variation og sceneskift motiverer. Det kunne andre faggrupper bidrage med. Derved kan vi sammen gøre noget, der er rigtig godt, endnu bedre.