Efter kommunaliseringen af den vidtgående specialundervisning er de samlede udgifter til området fortsat med at stige på trods af påstanden om, at det modsatte ville ske. Der er mange forklaringer på den udvikling. En forklaring er det manglende ledelsesfaglige kendskab til området i de kommunale forvaltninger. Andre bunder i decideret fejlkontering af udgifter.

Det sidste vil jeg gerne belyse lidt nærmere. Når en kommune betaler for et barn på en specialskole, er der naturligvis andre udgifter end selve skoletilbuddet, som indgår i prisen. Ydelseskommunen har udgifter i forvaltningen, som relaterer til skoletilbuddet. Disse udgifter kaldes overhead og er indeholdt i den samlede pris.

Problemet med dette overhead er, at det ofte er uigennemsigtigt. Jeg har kendskab til specialundervisningstilbud, hvor der opereres med overhead fra 10-30 procent af betalingskommunens udgifter per barn. Dette udgiftsniveau er ofte ikke i overensstemmelse med ydelseskommunens udgifter, men indeholder derimod betragtelige overskud til ydelseskommunen.

Dette udgiftsniveau medfører selvsagt et fortegnet billede af, hvor store udgifter der er forbundet med specialundervisningen, og den opskruede pris motiverer kommuner til ikke at visitere børn til de tidligere amtskommunale specialskoler.

Dette ved skolepolitikerne naturligvis godt, og det indgår i de strategiske intentioner om at oprette flere specialundervisningstilbud i nærområderne, som er målsætningen i kommunalreformen. Jeg opfordrer til, at bestyrelsesmedlemmer (medarbejderrepræsentanter) på specialundervisningsfeltet undersøger, om overhead reelt er konkurrenceforvridende og bidrager til manglende overlevelsesevne for de tidligere amtsskoler.

En anden model kunne være, at de regionale udviklingsråd tager sagen op til revision.