Anmeldelse

www.hvembetalerprisen1.dk

www.hvembetalerprisen.dk / www.hvembetalerprisen1.dk

Servicestyrelsens materiale er en skandale, mener anmelderen. Ikke alene er det fuldt af påstande, det lægger op til at fastholde den moralske krig mellem drenge og piger. De prostituerede stigmatiseres og får ikke lov til at komme til orde i kampagnen

Offentliggjort Sidst opdateret
www.hvembetalerprisen.dk

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I hvilket fag skal man undervise om prostitution? Ikke i seksualundervisning. Det komplekse sociale problem, som prostitution ofte er, hører ikke til i et sundhedsfag, der har til formål at fylde viden på de unge om seksualitet, så de får tillid til selv at prøve sig frem med kys og kærester.

Fakta:

Titel: www.hvembetalerprisen.dk

Type: Internet

Forlag: Servicestyrelsen

Titel: www.hvembetalerprisen1.dk

Type: Internet

Forlag: Sexarbejdernes Interesse Organisation

Så er der jo samfundsfag - alle kampagneorganisationers mål: at fylde skoletimerne ud med netop deres helt uomgængelige red-verden-kampagne. Denne gang har Servicestyrelsen startet en kampagne, der går ud på at få indført et forbud mod at købe sex. Kampagnen retter sig mod de 15-19-årige, som ikke køber sex. Ikke vildt logisk. Den har til formål at "få unge til at diskutere prostitution på baggrund af viden og fakta ...". Men materialet indeholder ikke viden og fakta, kun en masse fordomme og skråsikre holdninger.

Nell Rasmussen fra samme servicestyrelse sagde i juni på en stor høring om prostitution: "Vi har en masse anelser, men vi mangler enhver form for dokumentation for det samlede billede". Men det forhindrer altså ikke materialets forfattere i at diske op med en masse påstande om luderes elendige liv og triste baggrunde.

Men det mest upædagogiske og lumpne ved materialet er de mange fokusgruppespørgsmål og -svar, som ligger på planche efter planche i materialet. Her svarer drengene som ventet, at det vel ikke er så slemt at købe sex. Pigerne kører helt oppe i diskanten i afstandtagen fra købesex og afsky for drenge, der synes, det er okay. De indlagte diskussioner vil helt automatisk dele drengene og pigerne efter de klassiske grøftekanter, og det er plat i en forsamling af unge, der ikke har egne erfaringer. Så kan de slå hinanden i hovedet med moralske holdninger, som materialet forstærker. Hvis en klasse undtagelsesvis ikke har en mening, så er der nogle ark med, hvad de kendte mener, og tænk, de mener det samme som Servicestyrelsen.

En af de prostitueredes organisationer, SIO, har været meget vred over kampagnen og som modtræk produceret sit eget materiale, som kan ses på www.hvembetalerprisen1.dk. Skulle en lærer vælge at bruge tid på et problem, der ikke martrer målgruppen, må minimum være, at ludernes egne oplysninger indgår i diskussionen i klassen, hvor læreren i hvert fald skal fremlægge sagen sagligt.

Der er bordelportrætter af nogle af damerne i ludernes materiale. De er nydelige og ikke uforenelige med at holde en sober tone i klassen.

Kampagnen består af en hjemmeside, annoncer i ungdomsblade, et magasin og en dvd om prostitution. Kan downloades på www.hvembetalerprisen.dk. Også sexarbejdernes hjemmeside www.hvembetalerprisen1.dk kan downloades.

På hjemmesiden www.seksualpolitik.dk kan man finde flere indlæg, der går imod kriminalisering af sexkunder, hvis læreren har brug for flere oplæg til debatten.