I et indlæg i Folkeskolen nummer 26 langer jeg ud efter professor Niels Egelund.

Kun en enkelt gang har jeg været i stue med ham, men jeg har (som formentlig én af ganske få) læst hans disputats og uden at blive imponeret.

For år tilbage turnerede Egelund landet rundt med et foredrag om, at skolernes lokalebehov let kunne løses, hvis blot gangarealer blev inddraget i klasselokalerne.

At brandregulativer og flugtveje er en del af skolebyggeriets forudsætninger, blev i den forbindelse overset.

For nylig blev han i Jyllands-Posten citeret for at sige: »Småt er ikke nødvendigvis godt. Efter min vurdering er 24 elever i en klasse bedre end 20«:

Han er professor i specialpædagogik (eller er det specialstatistik?) ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.

Gennem alle de år, jeg har læst hans udtalelser, har de passet som fod i hose med regeringens erklærede mål. Han kaldes altid forsker. Med hvilken forskning kan man begrunde en vurdering, der bare passer til regeringens EU-anpassede undervisningspolitik og til udsultede kommuners fortvivlede forsøg på at få regeringens låg over offentlige udgifter til at gøre Danmarks undervisningssystem til verdens bedste?

I Danmark har vi i modsætning til mange andre steder valgt at integrere elever med særlige behov i grundskolens normalklasser. Bør det ikke få en professor i netop specialpædagogik til at undersøge, hvad det må betyde for antallet af elever i en klasse? Måske kunne man også undersøge, hvad lærerne i klasserne oplever ved at have mange elever med meget forskellige forudsætninger sammen hele tiden. »Forskning« med bestilte vurderinger har vi ikke brug for.