Debat
Lærerne skal undervise mere
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Som tillidsrepræsentant får jeg tilsendt 'DLF i medierne', som er referater af udtalelser, artikler og interview fra DLF i medierne. Jeg har således modtaget et referat fra Ritzaus Bureau fra den 16. april 1998, hvor Anni Herfort er refereret for at udtale: 'Jeg er fuldstændig enig med Evan Jensen i, at lærerne skal undervise mere, og at vi hele tiden skal arbejde på at udvikle kvaliteten i undervisningen - det står faktisk i loven.'
Normalt er jeg ligeglad med, hvad uvidende journalister skriver om folkeskolen i medierne, men denne gang havde jeg svært ved at acceptere afsenderen som uvidende. Har du virkelig sagt dette, og i så fald - hvad mener du egentlig med det?
Inger Vinstorp
tillidsrepræsentant
Silkeborg
Svar
Nej, jeg har selvfølgelig ikke sagt, at lærerne skal undervise mere. Jeg har i medierne ofte peget på, at eleverne skal have flere timer. Men jeg har samtidig gjort det klart, at det ikke er lærerne, der skal betale for, at eleverne har brug for mere undervisning. Det er altid ærgerligt, når ens synspunkter bliver fejlagtigt gengivet. Men den risiko er en del af prisen for at være synlig i medierne. Og blot for en god ordens skyld: Når vi i 'DLF i medierne' refererer fra dagspressen, kan vi naturligvis ikke redigere i de citater, avisen har bragt - uanset om der er tale om fejlcitater, forvrængninger eller mangelfuld gengivelse.
Anni Herfort Andersen
formand for DLF