Debat

Gode råd til den nye minister

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kære Christine Antorini. Jeg har glædet mig til at få en ny chef! Efter ti magre år med topstyring og uendelige nedskæringer på folkeskoleområdet så glæder jeg mig til dialog og samarbejde, når der skal lægges en plan for den fremtidige folkeskole. Med fire forskellige undervisningsministre de sidste ti år har det ikke skortet på planer, men forhåbentlig kan der lægges én plan, der kan sende folkeskolen i den rigtige retning. Derefter skal vi lade skolen være i fred, så vi kan få lov til at arbejde.

Status i folkeskolen er, at den gamle enhedsskole har det godt. Der er nogle rigtig dygtige lærere ansat, der kan deres kram. Bakker du skolerne op med muligheder for videreuddannelse og økonomisk råderum til at drive den bedst tænkelige skole, så kan der inkluderes, integreres og differentieres, og folkeskolen kan blive ved med at være for alle.

I løbet af de sidste ti år er skoletiden for en folkeskoleelev reduceret med et helt skoleår. På den baggrund er det et lille mirakel, at så mange elever kommer videre i uddannelsessystemet, men giv kommunerne økonomisk mulighed for at drive skolevæsen, så skolerne kan komme væk fra minimumstimetallet, så skal vi nok give flere unge mennesker lyst til at blive i uddannelsessystemet. Kan du så tilmed bakke dine tanker om holddeling op med en finansiering af dette, så lover jeg dig, at endnu flere elever bliver udfordret i folkeskolen.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Du skal nok have lidt hjælp med finansieringen, men bank på hos Margrethe Vestager og mind hende om, at hendes tidligere kernevælgere har svære arbejdsbetingelser! Hun må da kunne huske et eller andet …!