Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det værste cirkulære vedrørende folkeskolen, der kan tilsidesættes, er cirkulæret om sund fornuft.
To elever forbryder sig i Berlin mod indgåede aftaler og må som konsekvens deraf tage deres straf - en hjemsendelse før tid. Så langt så godt. Herom hersker der ingen tvivl. Der er konsekvens i forhold til indgåede aftaler, og eleverne modtager brødbetyngede deres straf.
Den totalitære konsekvenspædagogik sætter nu cirkulæret om sund fornuft ud af kraft. Ansvarlige lærere beordres nu til at gå på kompromis med sund fornuft, empati og forsvarlighed i forhold til det ansvar, de har for de unge mennesker.
Børnene hjemsendes via to togskift og natlige ophold på tyske banegårde. Lærerne forsøger til det sidste at gennemtrumfe en langt mere forsvarlig løsning - nemlig hjemsendelse dagen efter med en direkte busforbindelse.
Efter hjemkomsten vil lærerne gerne have styr på processer og procedurer. Men det skulle de aldrig have gjort - eller skulle de?
Selvfølgelig skulle de det, men omkostningen! I dag er de varslet afskediget.
Forståeligt er elever, forældre og kolleger voldsomt oprørte. Som forening kæmper vi selvfølgelig de pågældendes sag, men hvordan oprettes der efterfølgende gode og rolige arbejdsforhold?
Vi skal alle tænke arbejdsmiljø, men der påhviler lederne en ekstra forpligtigelse i at være med til at sikre et godt arbejdsmiljø.
Der skal være lige så meget fokus på arbejdsmiljø, som der er på budgetter og den almene drift.
Man skal have næse for, hvordan man får indflydelse på de beslutninger, der vedrører arbejdsmiljøet.
At have næse for og at stikke næsen for langt frem er ikke det samme.
Vi må kræve nytænkning, næse for det politiske spil og forståelse for, hvilke perspektiver og muligheder der er i at tænke arbejdsmiljø ind i virksomhedens/skolens strategi.
Demokratiet gavner arbejdsmiljøet. Jo mere gennemført og kollektiv medarbejdernes indflydelse på deres arbejdsdag er, desto bedre bliver det psykiske arbejdsmiljø.
Medarbejdernes deltagelse i beslutninger, der vedrører arbejdet og arbejdspladsen, er heldigvis gængs praksis i dag. Det er gavnligt for såvel »produktivitet« som medarbejdertrivsel.