Hemingway har skrevet en gribende novelle, der bare er fire ord lang. Piet Hein ville være en for længst glemt banal tosse, hvis han formidlede sin visdom i Hulebjørnens Klan-lange bøger.

»Hvor lang skal stilen være?« hører man tit eleverne spørge om. »Hvor mange sider skal den fylde?« Mange dansklærere er irriterede over spørgsmålet. Det erfarer jeg igen og igen, når jeg rejser rundt og holder foredrag og skriveværksteder for dansklærerne. Spørgsmålet falder så ofte, at jeg, hvis jeg skulle skrive min bog »Tricks - om at skrive godt« igen, ville inkludere det som det 23. trick. Det gode råd skulle lyde: »Spørg aldrig om, hvor lang en tekst skal være!« Det er oplagt, at en teksts kvalitet ikke kan måles på dens længde. Size doesn't matter.

Man får gladere dansklærere af ikke at trætte dem unødigt. De lange stile er ikke et udtryk for, at eleverne har meget på hjerte. Det er et udtryk for, at de har svært ved at komme til sagen og strukturere deres tanker. Det er ekstremt vigtigt i folkeskolen at lære - måske det vigtigste af det alt sammen - at én ting er vigtigere end en anden ting.

Det bør ikke belønnes, at man væver, trætter sin læser og ikke kender til delete-tasten, som er den vigtigste af alle tasterne, næsten lige så vigtig som startknappen.

Det er ærgerligt, hvis en lærer må opsætte mindstekrav. Det er desværre en gang imellem nødvendigt, typisk fordi der er nogle sløve drenge, der på fantasifuld vis forsøger at finde det sted, hvor gærdet er lavest. Det bør ikke ødelægge den vigtige pointe for alle andre, at det er en god idé at fatte sig i korthed.

Tale er bronze, tavshed er sølv - guldet befinder sig inde midt imellem disse to.