»Ind under jul, hvor er det trist«, lød frelserpigerne Helle og Margrethes spæde sangstemmer fra et hjørne i den kolde sal. »Folkets Hus« hed stedet før, men de nye ejere insisterede på at kalde det »Sammenhængskraften«.

»Snefog og kulde og korte dage«, fortsatte pigernes sang. Men de stoppede, da døren blev smækket op med et brag. Prustende og stønnende kom Finans Claus slæbende på et kæmpe grantræ, og lige efter fulgte Pia og Kristian. De bar på en papkasse, der bugnede med guirlander og knallerter. Og en superstor stjerne.

»Det ser godt ud«, smilede store Claus til dem, mens han baksede med at rejse træet. Det var svært, for træet var alt for højt og hældede faretruende mod højre.

»Pyt«, sagde svedige Claus og brugte sin røde nissehue til at tørre panden. Men smilet stivnede, da han fik øje på Helle og Margrethe. Sammen holdt de forsigtigt på en lille glaskugle fra forrige år, der forestillede jordkloden.

»Kan I komme ud med det gamle skidt«, vrissede vrede Claus og skubbede til de to overraskede piger.

»Jamen, vi har lavet den sammen med jer. Og I aftalte, at vi skulle være med til at hænge den på træet«, svarede Margrethe med sin bedste flinkeskolestemme.

»Vi klager til din chef. Han skal .«, råbte Helle. Mere hørte man ikke, for så stod de ude i regnen.

Indenfor slog forurettede Claus hænderne sammen og rettede på huen. »Hørte I, hvordan de smækkede med døren, da de skred?«

»Og hvad har I så fundet på i år«, fortsatte smiske Claus til Kristian og Pia.

»Vi forlanger, at de der besværlige, brunøjede skal danse med rundt om juletræet - uden at surmule! Ellers kan de ikke være med til festen«, svarede den noble Kristian, mens kære lille Pia var ved at hænge guirlander med røde pølser på træet. »Giv os sulen tilbage«, nynnede hun.

»Det er i orden«, svarede smiske Claus. »De brunøjede kan få en stor marcipangris med en sløjfe om maven; og så kan de skrubbe hjem, kan de«.

»Når nu frelserpigerne ikke er her, så lad os snuppe pengene fra forældrene til de dovne unge, der hverken arbejder eller studerer«, fortsatte grine Claus.

»Ja! Så kan de lære det, kan de. Det er jeg med på«, jublede bedstefar Bertel, som netop kom ind ad døren. Udenfor kunne man høre, hvordan Helle og Margrethe rasede. »Løkke siger selv, at vi godt må være med«, råbte de. Men inde i salen svedte lille Claus og så irriteret ud. Han havde lige talt i mobiltelefon.

»Jamen, så hæng da den skide glaskugle op. Her er en pose godter til jer. Sæt jer så over i hjørnet igen. Men hold jer fra træet«, brølede han til Helle og Margrethe, der var gennemblødte af regnen.

Kludre Claus vendte sig om og smilede: »Jamen, så er julefreden jo næsten tilbage«.

»Ikke før vi får vores stjerne op«, råbte Pia og Kristian i kor. »Og vi bestemmer, hvor den skal sidde«, fortsatte de i kor. »Nej, I gør ikke«, svarede desperate Claus. »Jo, vi gør«. »Nej, I gør ikke! Det er et super sygt hus, det her«.

»Pengene fosser ud af statskassen«, lød det fra en gammel rejsegrammofon ovre i hjørnet.

»Jamen, hva' fa'n? Det er da ikke en julesang. Giv mig julefreden tilbage«, stønnede Santa Claus.

Thorkild Thejsen, ansv. chefredaktør, tt@dlf.org