Hvor stammer det indledende citat fra? Gæt selv: Er det noget, Anders Bondo Christensen skrev, før der blev forhandlet arbejdstid i foråret? Var det filosoffen Morten Albæk, der sagde det på DLF's kongres i september? Eller stammer citatet måske fra en forsker på handelshøjskolen?

Det kunne godt være Bondo eller Albæk, der stod bag. Men udtalelsen kommer fra Verner C. Petersen, docent ved Institut for Ledelse på Handelshøjskolen i Århus. Citatet er fra et interview inde i bladet i anledning af hans nye bog, »Vildveje i velfærdsstaten«, som udkom torsdag. En bog, man kunne ønske, at de ville læse i Stats-, Finans- og Undervisningsministeriet. Og såmænd også i Folketinget og på landets 98 rådhuse. Verner Petersen viser nemlig, hvordan kontrol og detailstyring skaber falsk og endimensional effektivitet, og hvordan fællesskabet opløses.

Når jeg forvandles fra samfundsborger til bruger af offentlig service med garanterede rettigheder, er jeg det ene øjeblik den travle bilist, der drøner af sted. I en anden situation er jeg den bekymrede forælder, der forlanger bump på vejen, så ungerne ikke køres ned af fartgale bilister. For i næste omgang at skifte rolle til friværdispekulant eller utilfreds skattebetaler. Og hver gang kræver jeg min ret, glemmer helheden og ser stort på sammenhængskraften. De fælles løsninger krakelerer og bliver til garantier for tre kvadratmeter per barn på daginstitutionen, to gange bad hver uge på plejehjemmet og detaljerede trin- og slutmål, obligatoriske test og kvalitetsrapporter i skolen.

Ansvarlige samfundsborgere konverterer til krævende servicebrugere. Og for de ansatte betyder det en pervertering af arbejdsindsatsen. For som Verner Petersen siger det i inter-viewet, »hvis jeg bliver vurderet på opfyldelse af klare mål, vil jeg naturligt koncentrere mig om at opfylde de mål, ellers måtte jeg opføre mig irrationelt«.

Så selv om vi opfylder målene, risikerer vi altså at ramme helt ved siden af. Vi har nemlig så travlt med at nå de mange delmål, at det overordnede formål ubevidst glider os af hænde!

Verner Petersen stopper ikke ved den afslørende analyse. Han peger også på udveje. Som i Århus Kommune, hvor man i ældreplejen indfører »kontrolfrie zoner« og giver ansvaret tilbage til de ansatte. Som i Jyske Bank, hvor man river regulativerne i stykker og satser på medarbejdernes professionelle dygtighed og evne til selvorganisering. Og - kunne man tilføje - som i kommuner, hvor nye, lokale arbejdstidsaftaler giver lærerne et professionelt råderum og ansvar.

Måtte den samme erkendelse brede sig til lovgivere og ministre.

-th