For dem, der tror på vrøvlet om, at det kun er i udeltheden, at demokratiske, socialt ansvarsbevidste, samarbejdsduelige, innovative fremtidsborgere dannes, er den groft rummelighedsoppustede klasse med tilbageførte autister, ADHD'er og andre elever med andre vanskeligheder jo det ideelle scenarium. Men sådan er forholdene jo slet ikke i virkeligheden. Mon ikke Niels Egelund finder gehør for sin kritik af de forhold, som en politisk ideologi er indrettet på at glorificere. Nakskovsyndromet (Folkeskolen nummer 23) er så groft, at Egelund anbefaler oprettelse af en eller flere specialklasser. Her kunne man dog godt have ønsket, at han for længst havde rettet en tilsvarende berettiget kritik mod de »almindelige« udelte klasser, hvor elevsammensætningen måske nok er mindre outreret end vanviddet fra Lolland, men hvor elevernes udbytte af lærerens undervisning - selv før det blev nødvendigt at sende en livvagt med læreren ud i klassen - hele tiden har været påviseligt ringe. Hvorfor er det først nu, hvor udeltheden er blevet en betændt byld ved tilbageførslen af diverse diagnosticerede elever, at professoren protesterer? Det, der sker på Lolland, er jo ikke andet end den logiske konsekvens af den virkelighedsfjerne lobhudling af udeltheden, som man hele tiden har fremført fra pædagogisk og politisk side for at overdøve udelthedens elendige resultater. Meget sympatisk og helt forståeligt kerer Egelund sig meget om den lærer, der skal undervise dygtige elever og svage elever og fungere som specialist for diverse psykiske afvigere. Alt sammen samtidigt inden for de samme 45 minutter. Men hvorfor kerer han sig ikke bare lidt om de normaltfungerende elever, der vel må formodes at skulle lære noget i dette ragnarok?