Den nu forhenværende borgerlige regering har fået næsten alle, og ikke mindst kommunalpolitikerne, overbevist om, at inklusion i folkeskolen er vejen frem.

Til trods for alle gode intentioner er der fortsat elever, der har brug for et særligt tilrettelagt undervisningstilbud. Det er de elever, der på grund af problemer af psykisk eller indlæringsmæssig karakter ikke magter at være blandt andre. De har fortsat et behov for i kortere eller længere perioder at få tilbudt et alternativ til det almindelige klassemiljø. De har også ret til den rette undervisning.

Tilbage i specialklasserne sidder lærere med de rigtig svære og krævende pædagogiske udfordringer, der forudsætter viden og erfaring for at klare - og det tilmed med forringede vilkår. Takstfinansiering har medført, at økonomien følger med børnene rundt i systemet. Fair nok måske, men konsekvensen kan blive, at lærerne i specialklasserne sidder tilbage med de virkelig vanskelige opgaver, der skal løses med uændrede resurser per elev og med meget større udfordringer. Følgen kan blive urimelige vilkår for lærerne, der så må kæmpe med dårligt arbejdsmiljø, stressede situationer, utryghed i ansættelsen og vanskeligere elever. I værste fald får vi ad hoc-undervisning, hvor antallet af lærere varierer, alt efter hvor mange elever der for tiden er visiteret.

Hvis ikke kommunerne i deres budgetlægning afsætter de resurser, der skal til for at skabe et ordentligt og kvalificeret undervisningstilbud i specialskoler og -klasser, ender vi med, at området bliver drænet for professionelle og erfarne lærere. Tilbage står en gruppe elever med stort behov for en professionel indsats, som vi ikke længere kan tilbyde. Så kan man i sandhed tale om at blive ekskluderet af det gode samfund - og det er vel ikke hensigten?