Illusionen om, at det er mere kvalificeret at placere børn med særlige behov i såkaldte inkluderende (læs billigere) undervisningstilbud, har lagt sin klamme hånd over folkeskolen i en årrække. KL og mange kommuner taler fortsat denne illusion op. Den dybe tallerken, man troede var opfundet, er et dørslag.

Mange elever, som falder igennem dørslaget, samles op og hældes tilbage i dørslaget for så igen at falde igennem. Denne situation er uacceptabel. Ergo bygger dele af inklusion på den problematiske overvejelse: Mindskes mulighederne for specialundervisning, spares der mange penge.

Et af hovedproblemerne er manglen på specialviden i de inkluderende undervisningsmiljøer. Mange miljøer er etablerede, men miljøerne trænger til objektive kvalitetsvurderinger. Derudover mangler der forskningsbaseret viden som basis for inkluderende undervisningsmiljøer i skolen. Når den ikke i tilstrækkelig grad kan rumme og inkludere dem, som er uden for den pædagogisk/didaktiske diskurs, er det vel netop der, man skal sætte ind?

DLF vil tale for flere resurser og mere uddannelse af lærerne, men det rækker ikke. Der skal være et betydeligt større fagligt fundament at efteruddanne lærerne ud fra. Dette grundlag skal være så gennemarbejdet, at elever får den undervisningskvalitet, som udvikler dem. Dette »inklusionens paradigmeskift« vil udvikle skolen.

Christine Antorini har ambitioner om at skabe sammenhængende indsats for hele barndommen og få lavet en inklusionspolitik, som netop sikrer, at de med særlige behov inkluderes i det omfang, de kan rumme/magte. Og sætte forskning i gang med det mål at udvikle den inklusionspraksis, som halter for alle dem, som falder igennem dørslaget.