Folkeskolen er havnet i hænderne på en regering, der svinger sparekniven med den ene hånd og udstikker nye regler med den anden. Resultatet er en folkeskole, der i dag tørster efter resurser og tillid. Statsministeren demonstrerede sin holdning til skolen ved forhandlingerne om en ny skolepolitik. For knap var Løkkes pressebillede taget, før DLF måtte pakke sammen og forlade Marienborg. Det er ikke alene selvtilstrækkelighed, men også mangel på respekt over for skolens lærere. At invitere til forhandlinger og smide partnerne ud ved første lejlighed er ikke samarbejde. Det er arrogance. Udfaldet ærgrer os i SF, for at skabe en skole, hvor alle børn oplever glæden ved at lære at læse og regne, er et fælles anliggende. Og det kræver, at lærere og politikere samarbejder og lytter til hinanden.

Den 5. oktober kunne vi føje forvirring til ærgrelsen. Fra Folketingets talerstol hørte vi en statsminister, der efterspurgte flere timer. Altså den samme statsminister, der ad tre omgange har været med til at solde millioner op på skæve skattelettelser, så kommunerne har været tvunget til så store besparelser, at mange skoler har skåret på timetallet. Hvis vi vil et samfund, hvor alle får en uddannelse, er samarbejde og investeringer nødvendige. Vi vil finde resurser til flere tolærertimer, så vi forbedrer elevernes kundskaber og forebygger behovet for specialundervisning. Og vi vil investere i lokaler og tidssvarende undervisningsmaterialer, så vi kan få kasseret de forældede landkort og bøger, som mange børn i dag spises af med.

Men ikke alle problemer løses med flere midler. Det kræver samarbejde, og derfor er det vores mål, at vi får etableret et godt partnerskab med landets lærere og ledere, så lokale erfaringer igen kan bane vejen for nytænkning.